App-konkurrence: gør dine elever til historie-detektiver i lokalområdet

I januar 2017 lancerer HistorieLab app'en 'Otur' og inviterer elever fra grundskolernes 3.-9. klasse til at deltage i konkurrencen 'Bedste tur på mit sted'. Med app'en bliver det nemt, sjovt og intuitivt at gøre eleverne til historie-detektiver i nærområdet, og de laver selv opgaveruter. På messen Historiske Dage præmierer HistorieLab de tre bedste ruter.

Vi færdes i vores lokalmiljø hver eneste dag, og ofte føler vi en tilknytning til det, fordi vi har haft en masse oplevelser her – men hvor godt kender vi egentlig stederne og deres historie? Når eleverne laver en rute i ‘Otur’ ap’en, skal de dykke ned i historien for de steder, som de har udvalgt. Det kan f.eks. være et mødested, et mindesmærke, en skov eller en bygning. Og den helt store fordel er, at der er meget lidt forberedelsestid for historielæreren.

Som klasse eller gruppe udarbejder og indsender eleverne en beskrivelse af deres rute og laver en offentlig rute i Otur app’en. Her skal tekster, billeder og fotos så vidt muligt være produceret af eleverne.

Formålet med konkurrencen:

  • at eleverne bruger nærområdet som læringsmiljø
  • at eleverne bliver historieproducerende og gør deres viden brugbar for andre
  • at historie gøres vedkommende for eleverne ved, at de i forløbet skaber sammenhænge mellem den lille og den store historie, og dermed styrker elevernes historiske bevidsthed
  • at eleverne bidrager til et læremiddel, der kan bruges som en slags historisk guide til lokalområdet.

Hvornår og hvordan løber konkurrencen af stablen

Konkurrencen løber frem til d. 3. marts 2017 og på messen ‘Historiske Dage‘ d. 25.-26. marts præmierer vi som sagt den bedste rute i hver gruppe: 3.-4. kl., 5.-6. kl. og 7.-9. kl. Vinderne inviterer vi med, og der er gratis adgang til den store historie-messe.

App’en ‘Otur’ lanceres først i løbet af januar og er gratis at downloade. I januar vil der komme meget mere specifik information omkring konkurrenceregler, bruger-guide og så videre.

For mere information kontakt:

Hold øje med vores hjemmeside, tilmeld dig nyhedsbrevet eller skriv til vores Projektmedarbejder, Charlotte Amalie Hvilshøj: cahv@ucl.dk. Så er du sikker på at bliver opdateret og klar til at deltage.