Projekt ‘Sammen om historie’

I grundskolen underviser en del lærere i historie, som ikke har undervisningskompetence i faget, dvs., der er en lav kompetencedækning i historiefaget. Samtidig kommer historielærere sjældent på opkvalificerende kurser i faget.

Projektet Sammen om historie bidrager til at vende denne udvikling ved igennem de næste par år at gennemføre et kompetenceudviklingsforløb og brush-up-kurser, som involverer 9 kommuner, mere end 86 skoler og op til 200 lærere. Projektet er rettet imod at understøtte et historiefag, der kæmper med høje forventninger, men ofte lav prioritering fra skoleside, og som samtidig har svært ved at udvikle stærke fagmiljøer på grund af det lave timetal i faget.

Der særlige ved kompetenceløftet og brush-up-kurserne i Sammen om historie er at kombinere opkvalificering af historielærere med inddragelse af samarbejde med kulturinstitutioner og aktionslæring, der sikre en lokal forankring på skolen og i lokalområdet. Dertil kommer effektmåling, følgeforskning og netværksetablering.

Projektet gennemføres i kommunerne regionalt, men tænkes nationalt, således at modellen for kompetenceudvikling samt den viden, der genereres i projektet, opsamles og gøres tilgængelig for alle landets kommuner skoler og lærere.

Projektet er støttet med 6.380.000 kr. af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. University College Lillebælt står sammen med HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling for kompetenceudviklingen.