Tilbage

Kilde 3: Russerne er her!

Manfred Gratz var 7 år, da han sammen med andre måtte flygte fra en landsby i Østpreussen. De var ikke kommet ud fra landsbyen, før de fik problemer.

Manfred Gratz fortalte sin historie i 2015.

”Et skrig rystede den lille landsby i Østpreussen: ”Russerne er her!” Det var om morgenen den 20. januar 1945, at jeg så de russiske kampvogne nærme sig over markerne. Selv om jeg var 7 år forstod jeg, hvorfor så mange voksne var panisk bange. […]

Jeg smed den store køkkenkniv, som jeg ville kæmpe mod russerne med. Foran skolen ventede en af de sidste lastbiler fra værnemagten (tyske hær) på os. Chaufføren gav os to minutter. Uden for var det en hård østpreussisk vinter, meget sne og minus 20 grader. […]

Vi klatrede op på lastbilens lad, hvor der var flere kvinder og børn. Vi nåede kun at køre 500 m, da lavtflyvende fly angreb os. Vi sprang ud af bilen og ned i grøften. Flyene kredsede langsomt over os og skød med maskingeværer.

En 15-årig dreng havde søgt dækning bag et træ tæt ved mig. Rædselsslagen så jeg en salve fra et maskingevær ramme ham. Langsomt gled han ned i grøften ved mine fødder. Den hvide sne blev blodrød. Da forstod jeg, hvad krig betød.”

 

(kilde: Lebendiges Museum Online. https://www.dhm.de/lemo)