Hor

Efter reformationen hørte sex kun til i ægteskabet mellem mand og kone. At være sin mand eller kone utro var en grov forbrydelse.

Efter reformationen hørte sex kun til i ægteskabet mellem mand og kone. Al anden seksualitet krænkede samfundets orden, og var strafbart frem til 1800-tallet i Danmark.

Klik her for at kopiere denne kildes link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde 1

En af de værste forbrydelser, man ifølge Danske Lov kunne begå, var hor. Hor er sex mellem to mennesker, hvoraf den ene eller begge var gift. Dobbelthor, hvor både manden og kvinden var gift med andre personer, var endnu værre.

”Hvis en ægtemand, hvis kone stadig lever, eller en ægtehustru, hvis ægtemand stadig lever, bliver fundet i åbenbar hor, så det kan bevises, da skal de første gang den forbrydelse sker, straffes på deres gods og penge så hårdt man kan. Findes de anden gang, da skal de på samme måde straffes på deres gods og derefter straks landsforvises. Sker det tredje gang, og det kan bevises, da skal den ægtemand, hvis forbrydelse findes, miste sit hoved, og den ægtekvinde, hvis forbrydelse så findes skal druknes. (….)

Hvis nogen ægtemand findes at have åben og skamløs omgængelse [seksuelt forhold] med en anden ægtemands hustru, og de ikke efter advarsel holder sig fra hinanden, men fortsætter deres skammelige og forargelige samliv, da bør han miste sin hals [henrettes ved halshugning] og hun skal stoppes i en sæk og druknes.”

Kilde 2

Nedenfor ses et uddrag af den del Bibelens Gamle Testamente, som hedder Tredje Mosebog. Heri kan man blandt andet læse om hvilken straf man ifølge Moseloven skulle have for utroskab.

”Hvis en mand begår ægteskabsbrud med en anden mands hustru, skal han lide døden, både manden og kvinden, som bryder ægteskabet.”

 

Kilde 1 er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Kong Christian den femtes Danske Lov af 15. april 1683. G. E. C. Gads Forlag, København 1929., bog 6, kapitel 13, stk. 24-25.. Art.

Kilde 2 er et uddrag Tredje Mosebog, kap. 20, vers 10. Bibelen Den Hellige Kirkes Kanoniske Bøger. Det Danske Bibelselskab 2014.

Kildebilledet er et udklip af bogen “Imod Ecteskabs Dieffle”, Andreas Musculus, Niels Palladius, 1557.