Ret til afbrydelse af graviditet?

I 1920´erne og især 1930´erne var der en ophedet debat om adgang til seksualoplysning, prævention og abort.

Engang var der dødsstraf til kvinder, som med vilje afbrød deres graviditet. Der var også dødsstraf til dem, der hjalp kvinder med at abortere. I 1800-tallet ændrede man dødsstraffen til fængsel. I 1920´erne og især 1930´erne var der en ophedet debat om adgang til seksualoplysning, prævention og abort. Lægen Jonathan Leunbach var sammen med blandt andet Thit Jensen med til at starte debatten. Leunbach gik ind for, at alle i samfundet skulle have adgang til seksualoplysning og prævention. Leunbach mente desuden, i modsætning til Thit Jensen, at kvinder skulle have ret til at få foretaget en abort, hvis deres graviditet var uønsket. Det var meget kontroversielt, for dengang det ulovligt at få foretaget en abort, som blev kaldt ”fosterfordrivelse”.

Selvom det var ulovligt at få en abort, var der mange kvinder, som valgte at få illegale aborter. De mere velhavende kunne bestikke læger til at foretage en abort. Mange fattige arbejderkvinder fik foretaget farlige aborter hos ikke-uddannede, kaldet kvaksalvere. For at hjælpe fattige kvinder, der ellers ville være gået til en kvaksalver, foretog han hundredes vis af aborter over en periode.

Klik her for at kopiere denne kildes link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde 1

Leunbach oprettede en klinik, hvor han foretog aborter på kvinder. Kilden nedenfor er en annonce for dr. Jonathan Leunbachs klinik, bragt i bladet ”Arbejderkvindernes Oplysningsblad”, nr. 5, fra 1932. Annoncen er underskrevet af en, der havde besøgt klinikken og ville gøre reklame for klinikken.

”Arbejderkvinder
Dr. Leunbachs Klinik for Svangerskabsafbrydelse er åben i Malmøgade hver tirsdag fra kl. 4-5 og torsdag fra 7-8.
Skaf dig oplysning før det er for sent.
Det er en lys, moderne og tiltalende klinik, der fortjener at besøges af alle arbejderkvinder.
Smid nu al borgerlig og gammeldags generthed over bord, gå ud på klinikken og få de oplysninger, du længe har savnet.
Klinikken er gratis for ubemidlede!
En der besøgte klinikken.”

Kilde 2

Leunbach blev landskendt i 1930´erne, da han af flere omgange blev anklaget for fosterfordrivelse, og blev idømt 3 måneders fængsel i 1936. Da Leunbach blev løsladt efter at have afsonet sin straf, blev han mødt udenfor fængslet af nogle af sine støtter. De havde barnevogne med skilte, hvorpå der eksempelvis stod ”Jeg er et ønskebarn” og ”Jeg er ikke en fejltagelse”. Sagen om Leunbach skabte en stor debat om abort og seksualoplysning i 1930´erne.

Kildebilledet nedenfor er et fotografi, der blev taget ved Leunbachs løsladelse.

Klik på billedet for at se en større udgave i en ny fane.

Kilde 3

Den debat som Leunbach og andre havde været med til at starte betød at der blev nedsat en kommission, der skulle undersøge om man kunne ændre loven for svangerskabsafbrydelse i 1936. Det endte med, at loven blev lavet om i 1937, så abort ikke længere var fuldstændigt forbudt. Man kunne nu få lov til at få foretaget en abort under visse betingelser, men kun af uddannede læger på et sygehus.

Kilden nedenfor er et uddrag af den nye abortlov fra 1937. Kilden er pædagogisk bearbejdet.

” …..
§ En gravid kvinde kan få sin graviditet afbrudt i følgende tilfælde:
1) Når graviditetens afbrydelse er nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred.
2) Når kvinden er blevet gravid med et nært familiemedlem [offer for incest] eller er blevet voldtaget.
3) Når der er nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg vil blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed, andre svære mentale forstyrrelser, epilepsi eller alvorlig og uhelbredelig legemlig sygdom. ….”

 

Kilde 1 er en bearbejdet udgave af en annonce for dr. Jonathan Leunbachs klinik, bragt i bladet ”Arbejderkvindernes Oplysningsblad”, nr. 5, fra 1932.

Kilde 2 er lånt fra Det Kongelige Bibliotek.

Kilde 3 er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Lov om Foranstaltninger i Anledning af Svangerskab m.m. 18. maj 1937, ”Lovtidende for Kongeriget Danmark for Aaret 1937”. Lov nr. 163 s. 887-890.