Nogle kæmpede imod prostitutionsloven

I løbet af 1880´erne og 1890´erne blev det i stigende grad diskuteret i offentligheden, hvordan man som samfund skulle forholde sig til prostitution.

En af årsagerne til debatten var prostitutionslovene fra 1870´erne, som gjorde det muligt at indskrive kvinder som offentlige fruentimmere på offentlige bordeller, selvom det egentlig var ulovligt at leve som prostitueret. Det var der mange, der var vrede over. De syntes, at det krænkede samfundets sædelighed og var uretfærdig overfor kvinderne.

Men debatten handlede også om seksualitet og forskellen på mænd og kvinder. Nogle mente, at prostitution var uundgåelig og endda nødvendig. Derfor var kontrol med de prostituerede den bedste løsning på kønssygdommenes spredning. Andre mente, at mænd skulle styre deres lyster og ikke købe sex af prostituerede.

Kilderne nedenfor er uddrag af tekst i et tidsskrift fra 1880. Tidsskriftet blev udgivet af en forening, der kæmpede imod prostitutionen og politiets kontrol af de prostituerede.

Klik her for at kopiere denne kildes link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde 1

Kilde 1 er et bearbejdet uddrag fra et møde, som foreningen afholdte i 1880. Her talte en af foreningens kvindelige medlemmer talte om sagen og det uretfærdige i, at det kun var kvinder, som kunne straffes for prostitution.

”…. Der spørges ikke om mænd og deres medansvarlighed i lasten, men kun om kvinder fra først til sidst: kvinder advares, kvinder straffes, kvinder indskrives, de ofres for mænds lyster, og når vi så chokerede spørger: hvad med manden? Han som i de fleste tilfælde er fristeren, forføreren og altid køberen, som lige så fuldt som kvinden bærer sygdomme og smitte omkring med sig? Så svarer man os, at det ganske vist er uheldigt, ja sørgeligt, at man ikke kan bringe ham ind under de bestemmelser med hensyn til lægeundersøgelser, men at det ikke kan lade sig gøre, fordi han, som det siges, ikke vil finde sig i det. Men vi ser intet sørgeligt i det, for det skal siges højt, at sådan et system i den dybeste forstand krænker menneskets værdighed og ret. …”

Kilde 2

Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af endnu et møde, der blev afholdt af foreningen i 1880. Her talte en kvinde ironisk om “det nødvendige” i, at mænd skulle kunne gå til prostituerede og kritiserede staten for at have lavet en lovgivning, der gjorde det lettere for mænd at købe sig til sex.

”….. Hvis det virkeligt er, som mange mænd siger, og som mange kvinder desværre har lært at tro, at usædelighed ikke er nogen synd for mænd, men en naturnødvendighed, da må man jo indrømme, at det er meget rosværdigt at staten, at den så klogt og medfølende gør det så let for dem at føje denne nødvendighed, så den endda også garanterer for, at de frit kan tilfredsstille den uden fare for sygdom ….

 

Kilde 1 er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: ”Maanedsblad”, udgivet af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, 1880, 1, s. 196.

Kilde 2 er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: ”Maanedsblad”, udgivet af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, 1881, 2, s. 24.

Kildebilledet er et fotografi af et bordel i Holmensgade, København, 1906. Billedet er fra Det Kongelige Bibliotek, Billedsamlingen.