De 10 hemmelige kærlighedsbud

Teksterne er uddrag af to hæfter, der udkom i starten af 1900-tallet. Hæfterne indeholdt "De 10 kærlighedsbud" til unge mænd og piger.

I 1904 udkom et lille hæfte som hed ”De 10 hemmelige kærlighedsbud for unge mænd. Hvorledes disse skal forholde sig til kærlighedsaffærer med de unge piger.” Teksten nedenfor et bearbejdet uddrag af to af budene.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde 1

”Det fjerde bud: ikke pille ved fæstningen
Nok se, men ikke røre. Du må gerne kysse og klappe, men kom ikke med for meget af det rare, for det er usundt. Du må gerne trykke pigebarnet op til det sted, hvor du har dit ur, for der er trykkefrihed her i landet, men du må ikke være alt for kælen…..

Det tiende: Du skal passe på dig selv
Du må ikke liste ud om aftenen og gå måneskinstur med de mistænkelige piger, man kan møde på gaden. Dem skal du bare svare: Vil du hilse din mor! ….”

Kilde 2

I 1908 udkom et så et hæfte som hed ”De 10 hemmelige kærlighedsbud for unge piger. Med anvisning til, hvorledes de skal klare sig mod de slemme mandfolk.” Kilden nedenfor er 2 af buddene

”Det andet bud: Du skal være forsigtig
Du skal ikke tillade herrerne at være nærgående. Selvom der er dem, der siger, at ”der er ikke noget så dejligt som en måneskinstur”, så tro dem ikke, for der er virkelige ting, som er dejligere, f.eks. en uplettet dyd. En enkelt kys kan ikke gøre fortræd, men man siger dog, at et kys er nøglen til kærlighedens tempel.

Det tiende bud: Du skal forsvare din uskyldighed
Det er det vigtigste af alle budene. Lige meget hvor meget du flirter med og går ud sammen med mandfolkene, så må du altid passe, at de ikke narrer din dyd fra dig. Fordi først så taler de sødt til dig, men når de har fået narret dig, så kan de være at de gør nar af dig bagefter, og når du så kommer til dem, siger de: ”Forsvind stygge!” En piges uskyld er bedre end 1000.000 kroner i medgift. Penge kan man altid få, men den tabte dyd kan ikke fås mere, og den pige, der bringer sin tilkommende en ren og dydig hustru, har bragt ham mere end millionærens datter med sin tabte uskyldighed kan bringe sin mand.”

 

 

Kilde 1 er et bearbejdet uddrag af ”De 10 hemmelige Kærlighedsbud for unge Mænd”. Hvorledes disse skal forholde sig i Kærligheds-Affærer med de unge Piger, 1904, pris 10 øre.

Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af ”De 10 hemmelige Kærlighedsbud for unge Piger”. Med Anvisning til hvorledes de skal klare sig mod de slemme Mandfolk”, 1908, pris 10 øre.
Begge kilder er lånt fra bogen: Fra Optimisme til sammenbrud 1901-1914. Dansklærerforeningen/Skov, 1984.

Kildebilledet forestiller modeller fra et modemagasin fra 1909. Wikimedia Commons.