Kong Eriks kroningsbrev

De Danmark, Norge og Sverige blev enige om at vælge én konge, Erik, som konge over alle tre riger, blev der lavet et brev om aftalen.

I 1397 mødtes en række vigtige personer fra Danmark, Norge og Sverige på et slot i Sverige. Det gjorde de, fordi de ønskede at danne en union, et fællesskab, mellem de tre kongeriger. I unionen skulle der kun være én konge, der regerede over de tre riger. Det svenske slot som de samledes på hed Kalmar slot, og derfor kaldes unionen for Kalmarunionen.

Det var dronning Margrete 1., der havde indkaldt til mødet i Kalmar. Margrete ville nemlig gerne have, at hendes adoptivsøn Erik skulle være konger over alle tre riger. Dengang i Middelalderen gik kongemagten ikke i arv i Danmark og Sverige, så når en konge døde eller blev fyret, så skulle man vælge en ny. Det var rigsrådet, de vigtigste mænd i landet efter kongen, der skulle vælge en konge. Til gengæld skulle kongen underskrive en aftale, kaldet en håndfæstning. I håndfæstningen lovede kongen at være en god konge. Til gengæld lovede adelen så at støtte kongen.

På mødet i Kalmar blev de enige om, at de gerne ville have Erik som fælles konge over alle tre riger, og han blev kronet til konge. Der blev lavet et kroningsbrev, som blev underskrevet d. 13. juli 1397. Brevet er skrevet på pergament og 67 af de vigtige personer, som var med til at vælge Erik som konge, har sat deres segl under dokumentet.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Når der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.

Kildetekst:


Nu hvor vores kæreste herre, kong Erik, har været i alle disse tre kongeriger, Danmark, Sverige og Norge, og tidligere i hvert især af dem med Guds nåde er blevet modtaget og med kærlighed, god vilje og godkendelse fra alle disse tre rigers indbyggere, er valgt til vores og alle disse tre kongerigers rette herre og konge, af både biskopper, og andre gejstlige, ridderskabet og det menige folk og eftersom det således er sket i Guds navn, så har alle vi … på alle disse tre rigers vegne nu her i Kalmar været til stede og fuldført fornævnte vor herre, kong Eriks kroning … .

Derfor vil vi alle i disse tre riger over for førnævnte vor herre gøre alt det med troskab og kærlighed, som vi bør gøre over for vor rette herre og kronede konge, og han bør gøre over for os, hvad han bør gøre. ….

Gud belønne vor kære frue, dronning Margrete, for alt godt. Hun har behandlet os og stået i spidsen for disse tre kongeriger, sådan at alle vi, der bor i disse riger, ikke beskylder hende for noget, men ønsker at Gud må give hende himmerige, til gengæld for som hun har behandlet os, og vi takker hende gerne for alt godt … .

Til større sikkerhed for alle disse punkter og artikler har alle vi med vor vilje og vort vidende ladet vore segl hænge under dette brev, som er givet og skrevet i Kalmar år 1397 (den 13. juli). ”

Kildebilleder

Fotografier af kroningsdokumentet. Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

 

 

Kilden ovenfor er et uddrag af kroningsdokument. Uddraget er blevet pædagogisk bearbejdet og lettere omskrevet. Se et afskrift af unionsdokumentet i sin fulde længde her: danmarkshistorien.dk

Kildebillederne er lånt fra henholdsvis Rigsarkivet og Wikimedia Commons.