Alle kilder i temaet: Svensk historiebog fortæller om Christian 2.

I Sverige havde en svensk stormandsfamilie, kaldet Sturerne, siddet på magten i nogle år, og de ville ikke være i union med Danmark. Men da Christians hær havde erobret Sverige, måtte de svenske rigsråder anerkende Christian som konge. I forbindelse med kroningen af Christian som konge, blev der indkaldt til en stor fest i Stockholm, der varede flere dage. Også de svenske stormænd, som havde kæmpet imod Christian var med til festen. Kongen havde nemlig lovet at tilgive alle sine svenske modstandere, hvis de ville hylde som konge. På festens sidste dag skete der dog noget, som senere er blevet kaldt Det Stockholmske blodbad. Her blev en stor del af den svenske adel og en række præster og borgere anholdt. Mere end 80 af dem blev efterfølgende halshugget på torvet i Stockholm. Det er den begivenhed, som Christian 2. er mest kendt for, og i Sverige er han kendt under øgenavnet Christian tyran.

I kildeteksten nedenfor fortæller den svenske historiker, Carl Grimberg, om Christian 2. og det stockholmske blodbad. Kildeteksten er et oversat uddrag af en af Grimbergs historiebøger i bogserien ”Det svenske folks vidunderlige skæbne”. Bøgerne blev udgivet i 1930´erne, og blev voldsomt populære. I mange år blev svenske børn og unge undervist i svensk historie i Grimbergs bøger i folkeskolen.

Spring til let udgave

Kilde:

… Christian 2. var på vej hjem fra Stockholm til København. Hans vej dryppede af blod og et folks forbandelser fulgte ham. Men han følte tilfredsstillelse ved at være lykkedes med det, som ingen af forgængere var lykkedes med i et århundrede: at knuse Sveriges stædige folk. Lige siden slutningen af 1300-tallet havde Danmarks regenter sat sig som et hovedmål for deres politik, at strække deres magt ud over hele Sverige. Gang på gang havde de knyttet unionsbåndet, men kun for én, unionens stifter, den store dronning Margrete, var det lykkedes at holde det [unionsbåndet] stærkt. Den betydeligste årsag dertil var, at disse danske konger ikke havde formået at se unionstanken i det store, at se de skandinaviske riger som ligeværdige, for dem var Danmark hovedlandet og Sverige blot en indkomstkilde og hjælp til deres eget land. Sådan en opfattelse af unionen var uforenlig med de det svenske folks nationalfølelse, som kun havde brug for sådanne frihedshelte som Engelbrekt, Karl Knutsson og Sturerne for at blomstre op i kamp for Sveriges selvstændighed.

Christian havde altid mislykkedes, når han forsøgte at tage Sveriges krone med vold. Da gik han over til at bruge list og overtalelse – og lykkedes. Hans første hverv som svensk konge var en bøddels værk. … Den frygtelige hændelse i vor historie, som kaldes Stockholms blodbad, i hvilket Christian lod over 80 mænd halshugge, var ikke en straf mod oprørere – efter at have svoret på, at alle gamle stridigheder skulle være glemt – men et systematisk forsøg på at udrydde alle som kunne tænkes at blive ledere af et nyt oprør, en iskold beregnet afhugningen af toppen af det svenske folk.”

Carl Grimberg, Svenska folkets underbara öden (1913). Kilden er pædagogisk bearbejdet.

Kildebilledet er fra Wikimedia Commons.