To udstillede børn i Tivoli

I 1905 blev to børn fra Vestindien, den syvårige dreng Victor og den fireårige pige Alberta, udstillet i et bur i Tivoli i København.

Børnene blev fjernet fra deres forældre og bragt til Danmark fordi man i Tivoli ønskede at have sorte mennesker med i en stor udstilling om de danske kolonier i Tivoli i København.

Billederne af Victor og Alberta er fra ca. 1905.

I teksten nedenfor fra 1976 fortæller Victor Cornelins om sine oplevelser dengang han og Alberta blev taget fra Vestindien med til Danmark for at være blive udstillede i et bur i Tivoli.

Spring til let udgave

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Kilde:

cornelins

boern

Kilde:
”Vi skulle omplantes, og vi blev omplantet, – men omplantningen gjorde ondt.

Fortumlet efter den lange sørejse kom vi i eftersommeren 1905 til København. Denne by havde dengang ikke det internationale præg som nu, den var nærmest en provinsby, hvor indbyggerne havde let ved at falde i forundring. En kineser eller en neger på gaden var en seværdighed, som man ikke undså sig for at følge bagefter, idet man samtidig højlydt kom med vittige bemærkninger og sammenligninger. Og Alberta og jeg blev seværdigheder!

I samme eftersommer afholdtes en stor koloniudstilling i Tivoli, som skulle gøre det daværende danske publikum mere bekendt med Danmarks udlande og kolonier. Disse var: Færøerne, Island, Grønland og De vestindiske Øer, og de fik hver deres afdeling på udstillingen, hvor man viste landskaber, dyre- og fugleliv samt folkeliv. Det var let at forvandle hvide københavnere til færinger, islændinge og grønlændere ved blot at iklæde dem de respektive folkedragter. Vanskeligere var det at få dem til at illudere [at se ud] som sorte indfødte vestindiere, hertil skulle der anvendes en hel del kønrøg og rød læbepomade. Nej, så var det lettere at bruge os to vaskeægte sorte børn som den levende staffage på den vestindiske afdeling, og det skete!

(…)

For Alberta og mig var den opmærksomhed, vi vakte, ikke alene højst generende, men også komplet ubegribelig. På St. Croix var vi jo vant til at se hvide mennesker, og disse var til gengæld vant til at se os og behandle os som mennesker. Men her i København blev vi nærmest anset for at være nogle løjerlige dyr, der nok var sluppet ud af en Zoologisk Have.

(…)

Men når jeg absolut skulle lade mig bese, følte jeg en forstærket trang til selv at se mig omkring. Dette kunne lade sig gøre om formiddagen, når der ikke var ret mange besøgende, da gik medvirkende på de forskellige afdelinger ofte på besøg hos hinanden. Alberta og jeg gik også ud for at se, hvordan der så ud andre steder, både sammen og hver for sig.

Jeg var særlig glad for den grønlandske afdeling. (…) Udstillingens ansvarshavende kunne imidlertid ikke tage på deres samvittighed, at naive gæster fik forkerte begreber om, hvilke mennesker der levede på Grønland (når jeg altid opholdt mig der), derfor måtte man ty til et middel, der kunne fastholde mig til den vestindiske afdeling på de fuldt besøgte eftermiddage og aftener.

Man anskaffede et bur!!! Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afdeling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var meget medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: — en velrettet spytklat —!!

Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed.
I mit senere liv som lærer for hvide børn var det ofte min opgave at gøre udflugter til zoologiske haver men børnenes iver efter at komme hen til abeburet såvel som deres åbenbare morskab over de springende og hvæsende smådyr derinde huede mig ikke.

Jeg huskede alt for tydeligt, da jeg selv sad bag tremmerne!!! (…)”

 

Teksten er en bearbejdet uddrag af: Cornelins, Victor: ”Fra St. Corix til Nakskov”, 1976.

Billedet er lån fra Nationalmuseet.