Carstens var en af de største danske plantageejere på de Dansk-vestindiske øer i første halvdel 1700-tallet.
Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefeltKilde:
”Der holdes vel klapjagt 3 gange om året efter disse gaster [onde omstrejfere], men der udrettes ikke meget dermed, for de kan ikke komme ned til dem, og derfor kan de aldrig udryddes ad Landet; for de avler og formerer sig år efter år. (…)
Engang blev en maronslave fanget, som i 30 år havde været løbet bort fra hans mester og mesterinde [ejere], som begge imidlertid var døde, og [han] kunne næppe huske, hvem hans mester var. Hans liv blev skånet, og Kompagniet [Vestindisk-Guinesisk Kompagni] tog ham siden til sig som andet hittegods [ting som er blevet væk fra deres ejer], eftersom der var ingen, som kendtes ved ham.
Denne maron- eller klapjagt, som består af beboerne selv, af landets unge mænd, af fortets soldater med frislaverne, nogle til hest og andre til fods, bliver opstillet af guvernøren selv, som deler dem i 2 grupper alle med geværer (…).”
Kilden er en bearbejdet uddrag af udgave af bogen: ”En almindelig Beskrivelse om alle de Danske, Amerikanske eller Westindiske Eijlande ca. 1740”, af Johan Lorenz Carstens, 1740, København, s.90 + 86.