Annonce til kvinderne: stem ja!

Annonce for at få de danske arbejderkvinder til at stemme ja til salget af de vestindiske øer.

I 1916 var forhandlingerne om salget af De Vestindiske Øer til USA nået så langt, at der blev afholdt en folkeafstemning om salget i Danmark. Samtidigt var det også første gang, at kvinder og fattige mænd kunne stemme til et nationalt valg – det var den første folkeafstemning i Danmark. Op til valget var der derfor fokus på de kvindelige vælgere, da disse kunne være med til at afgøre valget.

På selve valgdagen blev der f.eks. indrykket en annonce i avisen ”Social-Demokraten”, for at få kvinderne til at stemme. Social-Demokraten var arbejderbevægelsens dagblad.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde:

”Til kvinderne!
Under ganske særlige forhold kaldes kvinderne for første gang til deltagelse i det politiske liv.

Alle kvinder, gifte og ugifte, som er fyldt 29 ar, har stemmeret ved folkeafstemningen i dag. – Det er ingen betingelse, at der svares skat, selv de fattigste har stemmeret.

En gammel sag skal afgøres. Det foreslås, at de vestindiske øer overdrages til Amerika og den danske stat får 94 millioner kroner for afståelsen.

Befolkningen på øerne anmoder indtrængende om at lade denne overdragelse finde sted, ligesom alle ansvarsfulde danske mænd anbefaler denne afgørelse.

Vi undertegnede repræsentanter for kvindelige arbejderorganisationer anbefaler alle kvinder, hustruer, arbejdende kvinder og husassistenter at møde og benytte stemmeretten ved at sætte X på stemmesedlen ud for ordet Ja!

[underskriverne var repræsentanter fra den kvindelige fagbevægelse og Socialdemokratiet.]”

 

stormklokke

Regi til billede: dette billede blev bragt på forsiden af avisen på valgdagen ved siden af opfordringen til de kvindelige vælgere. En stomklokke er traditionelt en stor klokke, hvormed borgerne sammenkald(t)es i nødsituationer.

 

Artikel og billede fra forsiden af avisen Social-Demokraten, d. 14. december 1916. Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

Artiklen kan findes på www.mediestream.dk