Arbejdskontrakt for arbejdere på øerne

Her ses en arbejdskontrakt, kaldet servingekontrakt, fra 1682. Kontrakten er underskrevet af Jørgen Iversen, som var guvernør på øen Skt. Thomas. Den er også underskrevet af kontaktarbejderen Mads Jensen, der skulle arbejde på øen.

Servinger var kontraktarbejdere, som blev sendt til de vestindiske øer for at arbejde. Dengang kunne man risikere fængsel og tvangsarbejde, hvis man var fattig i Danmark. Nogle valgte at skrive kontrakt med Dansk Vestindisk Kompagni for at undgå fattigdom i Danmark.

I Vestindien skulle man arbejde i for eksempel tre eller fire år for Kompagniet. Herefter var arbejderne frie og fik en portion tobak og en lille jordlod, som de kunne dyrke. I teksten nedenfor kan man se, hvad der stod i en servingekontrakt.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

servingekontrakt_kildebank

Kilde:

“I den hellige treenigheds navn har vi underskrevet således som følger for accorderic [kontrakt, aftale], nemlig, at jeg Mads Jensen bekender, at jeg med fri vilje har givet mig ud i det octroyerede[af kongen privilegerede] Vestindiske Kompagnis tjeneste til at tjene dette i tre år,  i de Caribiske øer, på øen Skt. Thomas eller i de lande hvor kompagniet behøver min tjeneste, hvilken tid skal begynde og så snart at Gud vil at skibet ligger for anker i landet, og ud i førnævnte tre år lover og forpligter jeg mig til at tjene kompagniet ærligt, troligt og godt, til at søge deres gavn og bedst, så vidt som det er muligt, jeg lover og med al troskab og flid godvilligt at gøre alt det som kompagniets fuldmægtige i landet befaler mig at gøre på kompagniets vegne, som det hører sig til for en flittig tjener.

For hans tro og flittige tjeneste lover jeg [guvernøren] ham (…) på kompagniets vegne for hans tre års tjeneste en løn på fire hundrede pund god tobak eller dets værdi i de lande som han skal betales efter førnævnte tids forløb i landet [tre år], og så længe som hans tjeneste varer lover jeg at kompagniet skal holde ham med mad, drikke, klæder og andet som han har bug for i de lande og når han i sin tid har tjent troligt og godt, da skal han ligesom andre frie personer gives en plantage at beplante på landet til egen arv og ejendom, hvis han har lyst til at blive. Vi har i sandhed underskrevet to ens kontrakter med ens indhold, hvoraf hver beholder sin [kopi].

København, 20. september, Året 1682.
Mads Jensen
Jørgen Ifersen xxxxx egen Hånd.”

 

 

Kilden er en bearbejdet udgave af teksten fra en servingekontrakt.
Kilden findes i Rigarkivets samling.
Billedet er lånt fra Gribskov Gymnasium.