Tilbage

Modul 2. Films påvirkning af vores historiebevidsthed

I dette andet modul diskuteres ud fra konkrete eksempler, hvordan historiske spillefilm former vores opfattelse af fortidige hændelsesforløb og dermed er helt afgørende for vores kollektive historiebevidsthed eller kollektive erindring. Endvidere lægges der vægt på, at historiske films handling og budskab påvirkes af, hvad der på filmens ophavstid er fælles accepterede normer og værdier.

2.1 Læringsmål (modul 2)

Modulet er rettet mod følgende læringsmål:

  • Jeg kan diskutere kravet om “historisk korrekthed” i historiske spillefilm
  • Jeg kan ud fra konkrete eksempler forklare, hvordan og hvorfor historiske spillefilm påvirker vores opfattelser af fortidige begivenheder og aktører.

Modulet vil tage ca. 1 time at gennemføre.

 


2.2 DR og Bornedal har ændret vores syn på 1864

I artiklen behandler Peter Brunbech – med udgangspunkt i en undersøgelse af TV-serien “1864”s påvirkning af opfattelsen af krigens årsager og forløb – hvordan og hvorfor historiske spillefilm spiller en helt afgørende rolle for vores syn og forståelse af begivenheder og aktører i fortiden. Desuden diskuterer Peter Brunbech begrebet og kravet om “historisk korrekthed” i historiske spillefilm.

DR og Bornedal har ændret vores syn på 1864

 


2.3 Film, historiebevidsthed og kollektiv erindring


Instruktion:

Se videoen, hvor Peter Brunbech med afsæt i en undersøgelse af, hvordan TV-serien “1864” påviser, at historiske spillefilm har langt større gennemslagskraft end fx fagbøger om emnet – bl.a. fordi spillefilm til forskel fra en bog tager kontrollen over de fleste af alle vore sanser. Historiske spillefilm påvirker derfor vores kollektive historiebevidsthed eller kollektive erindring.

Samtidig er film dog som hovedregel nogenlunde i overensstemmelse med de normer og værdigrundlag, der er fremherskende på filmens ophavstid. På den måde bliver historiske spillefilm en slags spejl af ophavstiden som fx i det billede, der tegnes af indianerne i tegnefilmen “Pocahontas” fra 1995 og filmen “Diligencen” fra 1939.

 


2.4 Opgave

Tænk på en historisk spillefilm eller TV-serie, der har haft betydning for og måske ændret din opfattelse af et fortidigt hændelsesforløb og de involverede aktører.  Skriv et indlæg i forummet nederst på siden:

  • Filmens/seriens titel
  • Hvad i filmen/serien har påvirket dit syn på et fortidigt begivenhedsforløb?
  • Hvad i filmen (og dens virkemidler) er forklaringen på påvirkningen?

Kommentér på de andre kursisters notater i forummet nederst på siden.