19. januar 2015

Åbningsfest med ministerbesøg, blodpølse og prisoverrækkelse

Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarvsformidling skyder den officielle åbning i Jelling med besøg af Christine Antorini, der overrækker historiepris til 7.b fra Bordings Friskole.

 

Uddannelsesminister, Christine Antorini, kommer forbi og giver et indblik i, hvad det er for en rolle, som Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling skal spille i forhold til at løfte fagligheden i historieundervisningen med en nytænkende og engagerende formidling.

Den kreative og engagerende formidling har centret allerede afprøvet med konkurrencen ’Mit sted i historien’, hvor Christine Antorini på åbningsdagen overrækker førstepladsen til 7.b fra Bordings Friskole.
Centerleder, Peter Yding Brunbech, forklarer: ”Selvom skolereformen skaber travlhed rundt om på landets skoler, er vi glade for at der på trods, er tid til netop at føre tiltagene ud i praksis, og det er konkurrencen ’Mit sted i historien’ et fint eksempel på. Vi har modtaget over 100 bidrag, hvor eleverne virkelig har taget lokalhistorien under lup med en spændende digital formidling med alt fra video om Sagnlandet Lejre, QR-codes rundt om søerne i København og digital byvandring i Grindsted”.

Historisk oplevelses-buffet
Efter åbningsarrangement er gæsterne indbudt til foredrag og paneldebat med nogle af landets profiler indenfor historiedidaktik og pædagogik, hvor centret har sat sig for at give en historisk madoplevelse.
”I samarbejde med UCL’s pædagog- og lærerseminarie, som vi er placeret sammen med her i Jelling, var det oplagt at inddrage både kantinen og lærerne i, hvordan vi kan bruge mad som formidlingsplatform for historie- og kulturarv – igen for at understøtte den kreative og nytænkende formidlingsform, der giver en oplevelse. Jeg vil i hvert fald tro, at vi pirrer folks tanker, når de får serveret blodpølse”, forklarer Peter Brunbech.

Dermed vil gæsterne blive udsat for:
• Grønkålssuppe med kogt flæsk– hertil sigtebrød
• Maskeret blomkål med rejer
• Kogte slikporrer med æg
• Blodpølse med sirup, æblemos, sennep og rødbeder
• Tarteletter med høns i asparges
• Pæretærte med flødeskum
• Cheesecake