HistorieLabs Otur-app lægger sig i toppen af nytænkende historieformidling

HistorieLab modtog for sin lokalhistoriske app en flot 2. plads til Historiske Dages Fornyelsespris, som blev uddelt på festivalen Historiske Dage. Prisen, som præmierer nye, overraskende og anderledes måder at formidle historie på, fremhævede i sin begrundelse, at Otur på afgørende punkter adskiller sig fra andre historie- og museumsapps, blandt andet fordi alle har mulighed for at producere indhold og ruter.

Hvor godt kender du dit lokalområde, og hvad gemmer der sig af gode historier? Det undersøges i den mobile app Otur, som gør det sjovt og vedkommende at udforske lokalområdet og dets historie. Dette hædrede Historiske Dages Fornyelsespris-komité med denne begrundelse:

App’en Otur er egentlig beregnet til undervisningsbrug, men kan meget mere. Dommerkomiteen ønsker at fremhæve app’en, fordi den på afgørende punkter adskiller sig fra andre historie- og museumsapps. For det første er den gratis at anvende, både for producenter og forbrugere. For det andet er der tale om en tool-app, hvilket er sjældent. For med Otur kan ALLE producere og formidle deres eget forslag til en rejse ind i fortiden. Komiteen bag Fornyelsesprisen anerkender denne intention som et positivt bidrag til øget historieformidling, men i høj grad også til udvikling af digital produktionsevne og egen skabelse blandt borgerne.

I alt var 44 projekter indstillet til fornyelsesprisen.

Læs mere om Otur appen her

Om Otur

I app’en afprøver og opretter elever og andre interesserede nye opgaveruter i deres nærområde. Ruterne vises via GPS, og når man er tæt på en opgave, kan den åbnes og løses. Alle ruter er skabt af deltagerne, og man har selv mulighed for at skabe nye opgaveruter inden for forskellige kategorier.

App’en er gratis og offentlig tilgængelig, så den kan anvendes af alle i både undervisning, formidling og fritid. Du finder app’en i App Store og Google Play.

Otur er udviklet i samarbejde med firmaet ActVisual, og der var pr. 1. februar 2018 oprettet over 150 ruter fordelt i det meste af landet.