Alle kilder i temaet: 6. Kolera

Kolera er en bakteriesygdom. Den overføres fra drikkevand, der er forurenet med menneskelig afføring. I tyndtarmen formerer kolerabakterierne sig voldsomt. Tyndtarmen sørger for at opretholde kroppens væskebalance. Den funktion ødelægger mængderne af kolerabakterier. Det betyder, at der udskilles enorme mængder af væsker. Som en tynd diarré vælter det i litervis fra den smittede. Diarréen indeholder kolerabakterier, der nu let overføres til andre.

Kolera kendes fra beskrivelser fra 500 f.v.t. I de følgende par tusinde år var sygdommen mest udbredt i områder i og omkring Indien. I begyndelsen af 1800-tallet bredte den sig til Rusland, Europa og USA. I løbet af århundredet var der voldsomme epidemier af kolera. Det skønnes, at mindst 100 mio. mennesker døde af kolera i løbet af 1800-tallet.

I løbet af 1800-tallet voksede befolkningstallet i København. Men der måtte kun bygges inden for byens volde. I årene op til koleraepidemien i 1853 tillod bystyret, at der blev bygget på dele af kirkegårde og nedlagte lossepladser, hvor forrådnelsen stadig var i gang.

I forhold til andre europæiske storbyer var de hygiejniske forhold i København langt bagud. Tusinder af lejligheder havde lokum under trappen. Andre steder blev afføringen samlet i gruber. De blev tømt af de såkaldte natmænd. Hvert år kørte natmændene 24.000 læs afføring ud til lossepladsen på Amager, som fik navnet ”lorteøen”.

Der var planer om en moderne kloakering og en mere ren vandforsyning. Men mange i bystyret syntes, at det ville blive for dyrt for grundejerne. I juni 1853 blev to mænd fra Nyboder indlagt med kolera. I tre måneder rasede epidemien. Da den ebbede ud i løbet af august var 5.000 af byens indbyggere døde.

Så kom der gang i kloakeringen og vandforsyningen. I første omgang blev kloakkerne ledt ud i kanalerne. Det gav en forfærdelig stank. Først i begyndelsen af 1900-tallet var projektet færdigt. Herefter blev kloakken ledt urenset ud i Øresund.

Også i det 20. århundrede fortsatte kolera med at hærge – især uden for Vesteuropa. Således skønnes det, at mere end ½ mio. russere døde af kolera i løbet af det 20. århundredes første årtier. I 1960’erne hærgede en epidemi Mellemøsten og Afrika. Siden har der været opblomstringer af sygdommen rundt omkring. Således i Peru i 1991 og i Zimbabwe i 2008. Efter jordskælvet på Haiti i 2010-11 spredte koleraen sig på øen. Der er fortsat kolera rundt omkring i verden.

Manglende renlighed
I 1860’erne beskrev overlæge Danielsen de hygiejniske forhold i den norske by Bergen sådan:
Renovationen i København
Jo flere mennesker, der flyttede til København i løbet af 1800-tallet, des mere elendig blev de hygiejniske forhold. Drikkevandet blev hentet urenset fra Emdrup Sø. Gennem rør af udhulede træstammer blev det ledt ind til byen. Problemerne med affaldet voksede.
Råd mod kolera
London blev i 1830’erne og 1840’erne ramt af voldsomme koleraepidemier. Man vidste ikke, hvordan man kunne behandle sygdommen. Mange forsøgte sig med forskellige midler. Det fik Robert Cruikshank (1789-1856) til at tegne disse billeder omkring 1832.

Kong koleras domstol
Illustration fra bladet Punch (1852). Under billedet står der ”Kong Koleras torv”.
Kolera-lejr
Mange i København måtte leve i usunde boliger. Den syge kom på lazaret. De raske i familien og i boligblokken blev flyttet til andre bygninger eller teltlejre. Lejlighederne blev renset med røgning og klor.
Vilhelm Bergsøe om koleraen
Den danske forfatter Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev i bogen ”Krigen og Koleraen”, hvordan han som barn oplevede koleraepidemien i København i 1853. En aften er han og faren på vej hjem fra tivoli. Ved Vesterport er stanken forfærdeligt. Derfor går de op på volden, der dengang omgav byen.
Tordenskyen
Vilhelm Bergsøe (1835-1911) udgav i 1866 romanen Fra Piazza del Popolo. I kapitlet "Tordenskyen" beskrives, hvordan koleraen hærgede i København.
Kolera i Viborg
Koleraepidemien ramte især København. Men den nåede også til andre steder i landet. Blandt andet til Viborg.