Tema 1: Fascinerende og frygtelige
Tema 2: Atomkapløb og forurening
Tema 3: Atommarcher og Cubakrise
Tema 4: Nej til atomkraft
Tema 5: Kold Krig – 2. halvleg
I 1959 foreslog Sovjetunionen USA, at de to supermagter skulle sætte i gang i et arbejde, der i løbet af få år afskaffede alle atomvåben. Det blev ikke til noget. USA troede ikke på, at det Sovjetunionen mente det seriøst. Forslaget betød dog, at de to supermagter begyndte at forhandle om nedrustning.
Trods forhandlingerne blev begge supermagter ved med at udvikle flere og bedre atomvåben. Efter Cuba-krisen i 1962 blev USA og Sovjetunionen enige om at oprette en direkte forbindelse mellem deres ledere, så en atomkrig kunne stoppes. Aftalen betød, at forholdet mellem USA og Sovjetunionen blev lidt mindre ”kold” i 1960’erne og 1970’erne.
Våbenkapløbet mellem supermagterne fortsatte dog. I dag kan man undre sig over, at både USA og Sovjetunionen udviklede så mange og kraftige våben, at en krig reelt kunne betyde Jordens undergang. Der er flere forklaringer på, at kaprustningen fortsatte. Her er fire blandt flere:
Mistillid. Der var en grundlæggende mistillid mellem Øst og Vest. I Sovjetunionen mente mange, at USA stræbte efter militær overlegenhed – og så knuse Sovjetunionen. I Vesten troede mange, at Sovjetunionen ønskede at indføre et kommunistisk system i hele verden.
Magtbegær. Nogle mener, at det er en naturlov, at mennesket altid har søgt at være den stærkeste. For det er den stærkeste, som har magt og vil kunne overleve. Med en tilsvarende begrundelse søger landene at have et så effektivt forsvar som muligt. For kun gennem styrke får et land magt og kan overleve.
Militærets behov. De fleste virksomheder ønsker at gøre produktionen så effektiv som muligt. Derfor anskaffer de sig avancerede maskiner. Med en tilsvarende begrundelse hr militært behov for nye våben. Og ingen indflydelsesrig militærperson vil tale for nedrustning. Så risikerende han måske at blive arbejdsløs.
Våbenindustrien. Som alle virksomheder ønsker våbenindustrien at afsætte sine produkter. Men våbnene bliver ikke slidt om eller ødelagte – hvis der da ikke er krig. For fortsat at kunne sælge våben, må våbenindustrien hele tiden udvikle nye og mere effektive våbensystemer, der gør de gamle forældede.
Både USA og Sovjetunionen havde en meget stor våbenindustri. En stor del af våbnene blev eksporteret. 75 % af samlede våbeneksport kom fra de to supermagter.
Da den kolde krig blev koldere
I slutningen af 1970’erne øgedes spændingen mellem Sovjetunionen og USA igen. Nogle taler om den Kolde Krigs 2. halvleg. Baggrunden for konflikten var bl.a., at USA havde planer om at udvikle en neutronbombe. Når den eksploderede ville den frigive radioaktiv stråling i form af hurtige neutroner. De ville kunne trænge igennem næsten alt. En sådan bombe ville dræbe levende organismer, mens bygninger og broer ikke ville blive ødelagte, som ved angreb med traditionelle atombomber.
I 1979 meddelte NATO, at i løbet af få år skulle der opstilles næsten 500 krydsermissiler og 100 mellemdistanceraketter i Vesteuropa – alle skulle forsynes med atomsprænghoveder. Ifølge NATO var beslutningen en reaktion på, at Sovjetunionen havde placeret flere af deres avancerede SS-20 missiler i Østeuropa. Beslutningen om at placering af flere atomvåben i Europa skabte modstand. I første halvdel af 1980’erne blev der gennemført store fredsmarcher i Vesteuropa, men også i Sovjetunionen.
Men forholdet mellem Sovjetunionen og USA var isnende koldt. Begge parter rådede over så mange atomvåben, at de kunne ødelægge alt liv på Jorden adskillige gange. Måske var der visheden om, at en atomkrig ville være altødelæggende, der afholdt parterne fra at indlede en krig. Man taler om terrorbalancen.
Først da Gorbatjov kom til magten i Sovjetunionen i 1985 blev forholdet bedre. Det blev begyndelsen til en periode med afspænding.
