Bliv inspireret i Jernalderen

Nyt katalog er ude. Få en bred vifte af inspirerende forslag til aktiviteter, hvor børnene kan opleve jernalderen gennem bevægelse og sansning og med en kobling til leg og udvikling af børnene historiske bevidsthed.

Inspirerende leg

”Jernalder for børn – Aktiviteter for 3-9 årige børn” er tænkt som en vifte af inspiration, hvor krop, leg og sansning er i højsædet og med rig mulighed for at institution og skole kobler til arbejdet med Åben Dagtilbud, Åben Skole, læreplaner og læringsmål.

De fleste børn er optaget af gamle dage, og hvordan det var at være barn på f.eks. bedsteforældrenes tid. Findes der et liv uden iPad? Kan man bo i et hus uden indlagt vand, el og varme? Børn, der har leget i jernalderlandsbyen, gået på opdagelse i husene, har malket en ged og siddet ved bålet og hørt fortællinger, får en fornemmelse af, at livsvilkår kan være anderledes end dem, de kender fra deres egen dagligdag. Ved at fokusere på både ”før-under-efter” ved udflugter, er der rige muligheder for at udforske, sanse, være nysgerrige, eksperimentere, lege og bearbejde oplevelserne.

Kataloget er delt i tre dele – en ”før”, en ”under” og en ”efter”, der direkte giver forslag til, hvordan man kan arbejde med jernalderen ”før-under-efter” et besøg i en jernalderlandsby.