Børnehaver på rejse i vikingetiden og på opdagelse i jernalderen

Oplevelser med hele kroppen, forundring og nysgerrighed var i højsædet, efter to børnehaver har leget vikinger og testet nye spændende aktiviteter med Vikingeskibet Jelling Orm og Jernaldermiljøet i Vingsted som omdrejningspunkter.

Børnehaven Grangård i Jelling har sammen med Kongernes Jelling i uge 16 leget vikinger og testet nye spændende aktiviteter for museets yngste målgruppe, dagtilbud.

Vikingeskibet Jelling Orm var omdrejningspunkt for spændende historier og sansende oplevelser for børnene.

Børnehaver på rejse i vikingetiden og på opdagelse i jernalderen

Børnehaven havde forinden modtaget en pind med runeskrift, som var en invitation til at komme på vikingetogt, og børnene begav derfor på rejse mod vikingeskibet iført vikingekapper. Undervejs på togtet skulle børnene blandt andet udføre ofringer for at få godt vejr på deres rejse med vejledning fra en vølve, de fandt skatte i landskabet og hørte om nordiske guder og myter.

Børnehaver på rejse i vikingetiden og på opdagelse i jernalderen

Oplevelser med hele kroppen, forundring  og nysgerrighed var i højsædet.

Metoden, som er i fokus for samarbejdet, er ”før-under-efter-metoden”, hvor børnene hjemme i børnehaven ”stemmes” til deres kommende møde og oplevelser uden for børnehaven (sammen med Kongernes Jelling), samt at de efterfølgende hjemme i børnehaven arbejder videre med deres oplevelser og indtryk. Aktiviteterne og samarbejdet er både del af udviklingen af formidlingstiltag omkring Anesminde i Jelling samt del af projekt Dannelsesbroen, hvor lokale dagtilbud, skoler og kulturinstitutioner i Vejle Kommune samarbejder, og som er koordineret af HistorieLab.

I løbet af 2021 inddrages flere af byens dagtilbud og Bredagerskolen i Dannelsesbro-samarbejdet om udviklingen af området.

Udvikling og afprøvning af formidling til dagtilbud

Børnene i Skibet Børnehus har på ny haft jernalderen mellem hænderne, da de i uge 17 besøgte Jernaldermiljøet i Vingsted med deres mellemste gruppe, de 4-5-årige.

Ofring i mosen til guderne med selvfundne gaver fra naturen, uld, hestehove og horn fra får i hænderne samt sjove drøftelser om livet i jernalderen var nogle af dagens oplevelser.

Skibet Børnehus og Jernaldermiljøet indgår også i Dannelsesbroen og har siden efteråret 2019 løbende samarbejdet om udvikling og afprøvning af formidling til dagtilbud. I 2019 udkom i den forbindelse legekataloget ”Jernalder for børn” og i 2021 forventes en billedbog, der også indeholder formidlingsideer til pædagogerne at udkomme.

Børnehaver på rejse i vikingetiden og på opdagelse i jernalderen