Ny ph.d. om rollespil i historieundervisningen

HistorieLabs Marianne Dietz færdiggjorde og forsvarede for nylig sin ph.d. om rollespils betydning for elevernes historiebevidsthed. Hør Marianne fortælle om hendes arbejde og forskning.

Et forhold til fortiden

At få sine elever til at opleve et tilhørsforhold til fortiden og reflektere over historien er på mange punkter det, en historielærer og -formidler ønsker, at deres undervisning skal føre frem til – men det kan være udfordrende. Marianne Dietz har de sidste tre år forsket i, hvordan netop rollespil i historieundervisningen kan være med til, at eleverne udvikler deres historiebevidsthed og tillægger fortiden betydning. Eleverne bliver nemlig rørt af fortiden, når de spiller rollespil, og det motiverer dem til at undersøge, hvad der skete engang. Du kan høre hende fortælle om hendes forskning og afhandling i videoen her.

HistorieLab og Dilemma-spillet.dk

Marianne har igennem flere år udviklet rollespil til historieundervisning, bl.a. spillet om Kanslergadeforliget som hun undersøger i sin afhandling. I rollespillene skal eleverne påtage sig roller som aktører fra fortiden og gennemspille en historisk begivenhed. De bliver igennem spillene præsenteret for en række dilemmaer og scenarier, som de skal forholde sig til og forsøge at løse undervejs. På vores hjemmeside findes flere rollespil, der også er udviklet til historieundervisningen, og på dilemma-spillet.dk kan du og dine elever udvikle jeres egne spil, som også kan deles via Facebook.

Det motiverer dem til at undersøge fortidige problematikker og på den baggrund danne sig meningsskabende erfaringer omkring forhold i fortiden.
– Marianne Dietz, ph.d.

Marianne Dietz ph.d. afhandling ligger på UC-viden og kan findes ved at følge linket nedenfor.

Find afhandlingen her