Civilforsvaret var oprettet i 1938. Dets opgave var at varsle og beskytte befolkningen i tilfælde af et luftangreb. I større byer blev der bygget beskyttelsesrum. Under Den Kolde Krig skulle Civilforsvaret udvikle fremgangsmåder, der så vidt muligt kunne beskytte befolkningen. I 1958 ønskede Civilforsvaret at udsende en pjece, der skulle oplyse befolkningen om, hvordan man bedst kunne beskytte sig i tilfælde af en atomkrig. Det var regeringen imod. Først i januar 1962 udsendte statsministeriet pjecen ”Hvis krigen kommer” på 32 sider til alle husstande. I den kunne man læse, at ens beskyttelsesrum skulle indeholde forsyninger til 8 dage:
”Ved flere dages ophold i et beskyttelsesrum må en nødforplejning være parat. En sådan forplejning bør i videst mulig omfang være indkøbt af den enkelte familie allerede i fredstid. En nødforsyning til et 8-dages ophold skal: være holdbar, kunne bruges kold fra emballagen, kunne transporteres.
Nødforplejning kan for én person eksempelvis sammensættes af:
5 dåser minutkød à 340 g
3 dåser frikadeller i fedt (ikke sovs) à ca. 300 g
2 pakker knækbrød (à 30 stk.) à 200 g
3 pakker kiks (à 30 stk.) à 250 g
8 plader chokolade à 40 g
1 pakke rosiner à 340 g
100 g melis = 40 stk. sukker
1 dåse bordsalt […]
Glem ikke dåseoplukkere.
Man bør kunne opbevare en nødration af drikkevand, som kan vare en uge, dvs. ca. 20 liter pr. person.”
(Kilde: Hvis krigen kommer, 1962)