
I 1958 blev den britiske bevægelse Campaign for Nuclear Disarmament oprettet. Også i Danmark voksede befolkningens frygt for og modstand mod den radioaktive forurening. Inspireret af den britiske bevægelse oprettede en gruppe mennesker i sommeren 1960 Kampagnen mod Atomvåben.
Kampagnen udsendte løbesedler med tekster som: ”Vi vil ikke, at mad, vand og markens afgrøder forgiftes med radioaktivitet. Vi ønsker ikke, at mennesker skal dø af knoglekræft, eller at børn fødes som vanskabninger og blinde.”
Både i Det Konservative Folkeparti og Venstre var der tilhængere af, at Danmark fik atomvåben. Men i 1959 besluttede Folketinget endeligt, at der ikke skulle være atomvåben i Danmark. Ved Holbæk havde militæret dog opført et anlæg, som kunne affyre missiler med atom-sprænghoveder. Disse sprænghoveder var opbevaret i en bunker lige syd for grænsen. I tilfælde af en krig kunne de hurtigt transporteres til Holbæk.
Kampagnen mod Atomvåben besluttede, at deres første arrangement derfor skulle være en protestmarch, der begyndte i Holbæk, og som endte i København. Marchen begyndte den 21. oktober 1960. Mellem 500 og 1.000 mennesker deltog. Det var færre end arrangørerne havde håbet på. Marchen fik kun begrænset omtale i medierne. Nogle aviser hævdede endda, at marchen i virkeligheden var kommunistisk propaganda.
I påsken 1961 afholdt Kampagnen endnu en march. Denne gang deltog flere. Og deltagerantallet i påskemarcherne steg de følgende år. I 1963 var over 30.000 med, og marchen fik en mere positiv omtale i medierne.
I 1963 blev USA, Sovjetunionen og Storbritannien enige om at undlade prøvesprængninger af atombomber på jordoverfladen, i vandet og i det ydre rum. Samtidig var forholdet mellem USA og Sovjetunionen blevet lidt bedre. I løbet af 1960’erne blev befolkningens frygt for atomvåben derfor mindre. Kampagnen mod Atomvåben mistede sin betydning, og i 1967 blev den opløst.
Hvis krigen kommer
I januar 1962 udsendte staten pjecen Hvis krigen kommer til alle husstande. Den gav oplyste, hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af krig, hvor der blev anvendt kernevåben, kemiske og biologiske våben. Pjecen gjorde især meget ud af atomkrig. Bl.a. beskrev den, hvad der ville se, hvis en atombombe blev kastet, og hvordan man kunne indrette et beskyttelsesrum i sin bolig, og hvilke forsyninger der skulle være i rummet.
Cubakrisen
I 1950’erne og 1960’erne fik flere lande fik kernevåben: Storbritannien (1952), Frankrig (1960) og Kina (1964). Men USA og Sovjetunionen rådede dog fortsat over langt de fleste – og hver nogenlunde lige mange. Man talte om en terrorbalance, fordi en atomkrig mellem supermagterne ville ødelægge begge lande.
USA havde den fordel, at den havde baser tæt på Sovjetunionen. Herfra kunne fly og missiler angribe med kort varsel. I 1962 forsøgte Sovjetunionen at få en tilsvarende fordel. I hemmelighed begyndte de sovjetiske atomstyrke at opstille missiler på øen Cuba, der ligger tæt på USA. Amerikanske spionfly opdagede det sovjetiske anlæg på Cuba. Den amerikanske præsident Kennedy forlangte, at missilerne skulle fjernes, og den amerikanske flåde forhindrede sovjetiske skibe i at anløbe Cuba.
En overgang så det ud til, at konflikten ville føre udvikle sig til væbnede sammenstød mellem amerikanske og sovjetiske krigsskibe, og dermed udløse en 3. verdenskrig. Men i sidste øjeblik gik Sovjetunionen med til, at fjerne sine missiler. Til gengæld skulle USA fjerne sine missiler fra Tyrkiet.
Verden havde været på kanten af en altødelæggende atomkrig. Sovjetunionen og USA aftalte at oprette en direkte telefonlinje mellem den sovjetiske ledelse og den amerikanske præsident. På den måde kunne man måske forhindre, at en fremtidig konflikt udviklede sig til krig. Supermagterne begyndte også at forhandle om nedrustning, og der blev indgået en aftale om stop for prøvesprængninger i atmosfæren.