Kilde 6: På kanten af atomkrig

I 1983 var forholdet mellem Sovjetunionen og USA så anspændt, at risikoen for en atomkrig var stor. To episoder var lige ved at udløse krigen.

a) Den sovjetiske officer, der forsømte sin pligt

Den 26. september 1983 var Stanislav Petrov vagthavende officer på den centrale sovjetiske varslingsstation ved Moskva. Herfra overvågende Sovjetunionen fjendtlige missilangreb, så man hurtigt kunne iværksætte et modangreb. Den nat skete der noget. Det kan man læse i Øjvind Kyrøs bog Manden der reddede verden fra 2013:

”Klokken var et kvarter over midnat, og med et stod tiden stille. Alarmskiltet lyste kontrolrummet op, sirenen skar gennem luften med sin skingre, øredøvende lyd. »START« stod der på det kæmpemæssige skilt over storskærmene i kontrolrummet – USA havde affyret en raket mod USSR. Stanislav Petrov var i chok. Det var, som om et usynligt slag havde ramt ham. Han stirrede på computerens instrumentbræt, der viste ”1” – det betød, at pålideligheden af meldingen var i top.”

Det sovjetiske militær havde beregnet, at USA rådede over 1.000 missiler, der på under et minut kunne affyres mod Sovjetunionen. Med en hastighed på 24.000 km i timen ville de ramme Sovjetunionen i løbet af en halv time. Hvis ikke alle de sovjetiske missiler skulle ødelægges, måtte de sendes afsted mod USA, før den halve time var gået.

Petrov så på skærmen. Der så ud til kun at være et enkelt missil. Det kunne ikke passe. Det måtte var en fejl i computersystemet. Han ringede til overkommandoen og meldte falsk alarm.

Endnu engang gik alarmen. Petrov gjorde ingenting. Tredje gang hørtes alarmen. Denne gang viste computeren ”Raketangreb”, og at fem langdistance-missiler var på vej mod Sovjetunionen. Petrov havde under ti minutter til at afgøre, om computerens melding var rigtig. Petrov ventede. Hvis der var tale om et angreb, ville der komme besked fra sovjetiske overvågningsposter, der lå tættere på USA. Der kom ingen besked.

Men Petrov havde undladt at give oplysningerne videre til overkommandoen, så man her kunne tage stilling til et modangreb. Petrov blev afskediget og mistede sin rettigheder. I 1998 fik verden viden om, hvad han havde gjort, og han blev hyldet som manden, der havde reddet verden.

 

b) ”Able Archer”

I november 1983 afholdt NATO en stor øvelse i Vesteuropa under navnet Able Archer. Scenen for øvelsen var et sovjetisk angreb på Jugoslavien, som udløste et modangreb fra NATO. Kommunikationen og tilrettelæggelsen af øvelsen var så gennemført, at den sovjetiske militære ledelse var overbevist om, at et egentligt angreb på Sovjetunionen var under forberedelse.

Sovjetiske bombefly i Østtyskland blev forsynet med atombomber, SS-20-missiler blev gjort klar og tropper blev samlet for at modstå angrebet fra NATO. I NATO-landene troede man, at Sovjetunionen afholdt sin egen øvelse. Man undrede sig dog over, at den foregik så tæt ved NATO-landenes.