Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed var dannet i 1974 og var en sammenslutning af forskellige fredsorganisationer. Komitéen mente, at det var vigtigst at få folk til at slutte op om modstanden USA’s og NATOs opstilling af krydsermissiler og Pershing II-missiler i Europa. Derfor skulle aktionerne først og fremmest rettes mod USA og NATO.
Nej til Atomvåben (NtA) var stiftet i 1980. Organisationen arbejdede for, at atomvåben i hele verden skulle fjernes. Derfor måtte man også være kritisk over for Sovjetunionen og andre lande i Warszawa-pagten.
Under planlægningen af påskemarchen i 1986 brød samarbejdet mellem organisationerne sammen.
a)
Organisationen Nej til Atomvåben (NtA) forlod i februar 1986 samarbejdet om påskemarchen. NtA udsendte denne pressemeddelelse:
”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed” har gennem forhandlingsforløbet forsøgt at underlægge teatergrupperne censur og tilstræbt at forhindre den polske gruppe ”Om”s deltagelse. Endvidere har man modsat sig, at der i påskemarchens politiske grundlag indgår krav om frihed til fredsarbejde i øst og vest, ligesom man ikke vil acceptere, at der udtrykkeligt protesteres mod Sovjetunionens tilstedeværelse i Afghanistan.
(Kilde: Pressemeddelelse fra Nej til Atomvåben, 16. februar 1986)
b)
Efter organisationen Nej til Atomkraft (NtA) havde forladt samarbejdet om påskemarchen 1986, holdt de øvrige landsdækkende organisationer og lokale fredsgrupper møde. Mødet blev refereret sådan i Danmarks Kommunistiske Partis avis Land og Folk.
”Mødet var imødeset med en vis spænding efter Nej til Atomvåben (NtA) i København i weekenden besluttede at forlade samarbejdet grundet uenighed om et teater-stykke.
Mens Samarbejdskomiteen tirsdag havde tilbudt at imødekomme NtAs krav – hvilket allerede er afvist af NtA – udtrykte repræsentanterne for de lokale fredsgrupper alle stærk bitterhed over NtAs ”ultimative optræden”. Teatergruppen Ildfolkets planlagte projekt blev betegnet som værende i strid med fredsbevægelsens holdninger og ønske om at samarbejde med Folketingets flertal.”
(Kilde: Land og Folk, 20. februar 1986)