Kilde A:
Historikerne Karin Lützen og Bente Rosenbeck skrev om opfattelsen af tuberkulose omkring år 1900.
”Åndedrættet og selve livet har sit udspring i lungerne. Tuberkulose blev således et symbol på sygdom i livslinien. Det formodedes, at det tuberkuløse blev brændt op indefra. De feberhede, rosenfarvede kinder gav sammen med de blanke øjne et indtryk af altfortærende lidenskab.
Tuberkuløse blev en sygdom for folk, der var for gode til denne verden. […] Det blev endda moderne at se tuberkuløs ud. Det blev sidestillet med at være romantisk, sjælfuld, kunstnerisk, følsom, passiv, sårbar. At dø af tuberkulose var mytisk og opbyggeligt.”
(Kilde: Karin Lützen og Bente Rosenbeck: Den moderne tid. Gyldendal 1991)
Kilde B:
Den engelske kunstner William Lindsay Windus malede i 1858 billedet For sent! Wikimedia Commons.
Kilde C:
”I en sal på hospitalet” er en vise fra omkring år 1900. Man ved ikke, hvem der har skrevet den. En teori er, at den er skrevet af en sygeplejerske på Blegdamshospitalets tuberkulose-afdeling i 1903. Hun oplevede, at en af hendes patienter døde.
Flere har indspillet sangen. Gruppen Four Sailors i 1938 https://www.youtube.com/watch?v=4dFSj6ImDCU
I en sal på hospitalet,
hvor de hvide senge står,
lå en lille brystsvag pige,
syg og bleg med gyldent hår,
lå en lille brystsvag pige,
syg og bleg med gyldent hår.
Alles hjerter vandt den lille,
som hun lå der mild og god,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod,
bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod.
Og hun spørger da sin læge,
som ved hendes leje stod:
Må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god,
må jeg komme hjem til påske,
skal jeg være rigtig god.
Lægen svarede den lille:
Nej, mit barn, det knapt jeg tror,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor,
men til pinse kan det hænde,
du kan komme hjem til mor.
Pinsen kom med grønne skove,
blomsterklædt står mark og eng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng,
men den lille syge pige
fængsles stadig til sin seng.
Og hun spørger atter lægen,
som ved hendes leje står:
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?
Må jeg komme op til høsten,
må jeg komme hjem til mor?
Lægen svarer ej den lille,
klapper hendes gyldne hår,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går,
med en tåre i sit øje
vender han sig om og går.
Høsten kom og marken bugned
under kornets gyldne lag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag,
men den lille syge pige
hun blir stadig mere svag.
Og til sidst med fred i følge
julens glade højtid kom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom,
men en lille røst var stille,
og en lille seng stod tom.
I sin grav nu trygt hun hviler
under snebelagte skrud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud,
efter denne lange vinter
er hun gået hjem til Gud.
Nu i himlens lyse sale
vandrer hun blandt engle små,
men i jordens skyggedale
mange lidende må gå,
men i jordens skyggedale
mange lidende må gå.