Kilde A
”Spytter en lungetuberkuløs fx på gulvet, hvad der i de lavere klasser desværre er meget almindeligt, indtørres opspyttet efterhånden. Ved fejning, gnidninger med foden o. lign. sættes de deri indeholdte tuberkelbaciller i bevægelse, føres bort af luften og får mulighed for at inficere de sunde Individer, der indånder den pågældende luft.
Det gælder altså om at gøre de i opspyttet indeholdte baciller uskadelige. Det vil sige så vidt muligt holde dem fugtige, indtil de kunne fjernes. Man bør derfor — I det mindste så længe, man ikke er i fri Luft — kun spytte på bestemte steder, nemlig i spytbakker.”
(Kilde: Christian Geill: Brystsyge. Lungetuberkolosen Opstaaen, Forebyggelse og Helbredelse. 1890)
Kilde B
”Den lungetuberkuløse bør ikke dele soveværelse med nogen. Ingen bør benytte hans klæder eller sengetøj, før det er dampdesinficeret. For ved hoste kan alle sådanne ting være blevet opholdssteder for tuberkelbaciller.
Genstande, som har været i berøring med hans (den tuberkuløse) læber, og som altså kunne være inficerede med tuberkelbaciller […] som kopper, glas, skeer, gafler og lignende bør efter brug altid afvaskes i kogende vand, før de anvendes af andre.
Han bør ikke kysse nogen, frem for alt ikke på munden. Ingen må benytte hans pibe, cigarrør o.lign. Hans benyttede linned må samles forsigtigt, så at det ikke gnides eller rystes for meget. […] Lommetørklæder, håndklæder, lagner, pudevår og skjorter er er udsatte for at blive tilsmudsede med opspyt skal omhyggeligt udkoges og ikke vaskes sammen med andet linned.”
(Kilde: Christian Geill: Brystsyge. Lungetuberkolosen Opstaaen, Forebyggelse og Helbredelse. 1890)