Hun beskrev senere forholdene sådan:
”Der var børn overalt, nogle lå, nogle stod op, nogle gik omkring og nogle kravlede. Overalt var der lyden af anstrengt vejrtrækning, afbrudt af rækker af fortvivlede skrig. Jeg havde aldrig set et lignende billede af undergang. Men i min svækkede tilstand kunne jeg ikke gøre andet end at ligge stille.
Kort tid efter at jeg ankom, henvendte en læge sig til mig og forklarede, at han var nødt til at stikke en nål i ryggen på mig. […] Jeg brugte de få kræfter, jeg kunne samle, til at vride mig løs, hvor gang han prøvede at bringe mig i position til indgrebet.
Man talte til mig, forhandlede med mig. Og jeg blev endda tilbudt en bamse, hvis jeg kunne sidde stille. Til sidst skulle der tre mand til at holde mig nede, og jeg må være blevet bedøvet. […]
Da jeg endelig vågnede op, lå jeg på en stue med åbne vinduer. Jeg var fuldstændig nøgen – jeg havde ikke engang fået lov til at beholde mit undertøj på. Jeg skammede mig. En sygeplejerske vaskede mig med en svamp med isvand i et forsøg på at få min feber til at gå ned.”
(Kilde: Paul Warwicker: Polio. Historien om den store polioepidemi i København i 1952. 2006)