Kilde A:
Den franske munk Jean de Venette (1307-1370) skrev om Den Sorte Død.
”Folk var en smule syge i mindst to eller tre dage. Så døde de pludselig. Havde man det godt den ene dag, var man død den næste og blev ført til sin grav.
Hævelser optrådte pludselig i armhulen eller i lysken. Ofte begge steder. Det var det ufejlbarlige tegn på død. Denne sygdom eller pest, blev kaldt en epidemi af lægerne. Ingen har tidligere oplevet så mange døde, som i årene 1348 og 1349.
(Kilde: Richard A. Newhall (red.): The Chronicle of Jean de Venette. 1953)
Kilde B:
I 1348 skrev lederen af et kloster i den engelske by Rochester om pesten.
”Dødeligheden var stor […]. Mere end en tredjedel af mænd, kvinder og børn døde. Det betød, at der var mangel på tjenere, håndværkere, arbejdere, landarbejdere, at meget nødvendigt arbejde ikke blev udført.
Dødeligheden var så stor, at de døde ikke kunne begraves på en ordentlig måde. Mænd og kvinder bar ligene af deres børn til kirken og kastede dem i en massegrav. Herfra kom der en sådan stank, at det kunne være svært at gå forbi en kirkegård.
(Kilde: Johannes Nohl: The Black Death: A Chronicle of the Plague. 2006)