”Her var luften renere. Men der var ravende mørkt. Midt i dette mørke syntes jeg at høre summende stemmer, hæse råb og skarpe skrig oppe i luften. […] Så hørte vi atter jamrende skrig tæt ved os. Pludselig stødte vi på en skare mennesker, der stod så tæt, at det ikke var muligt at komme videre. Som en sort, uigennemtrængelig mur stod denne menneskemasse over hele volden. Alles øjne var rettede på et højt, stærkt oplyst hus, hvis vinduer stod på vid gab, så at man kunne se alt, hvad der foregik derinde.
Da det ikke var os muligt at trænge gennem sværmen, steg far og jeg op på bastionen. Over et hav af mørke hoveder så vi et syn, der har præget sig uudsletteligt i min erindring.
Alle etager var stærkt oplyste. Læger, vågekoner og portører ilede frem og tilbage. De sidste slæbte blege, udtærede skikkelser, som de anbragte i de lange rækker af senge på værelserne. Nede på gaden holdt en række drosker. Andre kom rullende i skarpt trav. Uafladelig hørtes der råb og skrig, snart fra gaden, snart fra de patienter, som jamrede sig i de smerteligste krampetrækninger.
Midt i al denne tummel hørtes af og til en rå stemme, som råbte: ”Jeg gi’er koleraen Døden og Djævelen! Når bare I gør som jeg, kan I få den til at rejse ad Helvede til. For, ser I, jeg drikker brændevin, bare brændevin – det går den altid af vejen for.””
(Kilde: Paul G. Ørberg: Øjenvidner til Danmarks historie fra Blodbadet i Stockholm til Stormen på Dybbøl. 1960)