Kilde 1
”Det er svært at vænne sig til den tanke, at vi var under fremmedherredømme. Det var svært at se slesvig-holstenerne, – som de tysk-sindede nu åbent kaldte sig, – at se dem triumfere. En del tvivlsomme vendekåber sluttede sig til dem. Det var smerteligt at føle, hvor megen magt de tilsyneladende havde. […]
Vi forjagede sønderborgere kunne nu vende tilbage. En sørgelig hjemkomst i enhver henseende! Hele den nederste del af byen var én ruindynge, hærget af ild og granater. […]
I oktober blev den endelige fred sluttet, uden mindste formildelse af de hårde kår. Kong Christian (9.) løste sine undersåtter fra deres troskabsed. Der var mange, som græd, da de læste kongens ord. Vi var nu i det ydre skilt fra Danmark. Men aldrig havde vi været Danmark nærmere, end vi var nu. Vi kunne ikke tænke os, at adskillelsen ville blive af lang varighed. Der måtte ske noget – en omvæltning – noget uforudset. Vi måtte blive genforenet med vort fædreland inden længe.”
(Kilde: Bertha Hahn: Minder fra Sønderborg og Als. 1913)