Han var betænkelig ved, at så mange sydslesvigere meldte sig ind i de danske foreninger, og skrev til Grænseforeningens formand:
Kilde
”[…] navnlig i Flensborg mærker man tydeligt, at maden hos mange er af afgørende betydning. Ja, for adskillige den eneste grund for indmeldelsen. Menneskelig set er der ikke noget at sige til det, når folk sulter. […] Resultatet er, at vi har fået en del uønskede personer. […]
Gamle gode medlemmer er fortvivlede over udviklingen og siger, at de hellere selv vil sulte end at se det fortsætte (hvad de måske dog ikke vil stå ved, hvis det blev alvor). Brave mennesker, som vi gerne vil have med, vægrer sig, fordi de ikke vil melde sig ind, mens det kan se ud, som om de kom for pakkernes skyld. Andre udtaler ved indmeldelsen, at de frabeder sig pakker, hvad der jo er urimeligt, når alle andre får.”
(Kilde: Johan Peter Noack. Det sydslesvigske grænsespørgsmål 1945-1947, bd. 1. Aabenraa: Institut for grænseregionsforskning, 1991, s. 206-207)