Brev til kongen

I middelalderen blev mange børn født uden for ægteskabet, da mange levede sammen uden at være gift. Efter reformationen blev lovgivningen strammet, og børn født uden for ægteskabet blev betegnet som uægte eller horebørn. Alligevel blev nogle kvinder gravide udenfor ægteskab. Men det var vanskeligt at være enlig mor. For det første kunne det være svært at tjene penge nok til sørge for barnet. Dengang kunne man ikke få hjælp fra det offentlige. Samtidigt var det forbudt at have sex udenfor ægteskabet, og det var derfor meget skamfuldt at få et barn udenfor ægteskabet. Uden socialt sikkerhedsnet og med samfundets fordømmelse var livet for enlige mødre med såkaldte uægte børn meget barskt.

Midt i 1700-tallet blev der lavet en lov om forsørgelsen af uægte børn. Hvis en kvinde havde fortalt myndighederne, at en mand var far til hendes barn, havde han pligt til at betale et bidrag indtil barnet blev 10 år. Men hvis manden sværgede på, at han ikke var far til barnet, kunne han slippe for at betale.

Kilden nedenfor er et uddrag af en supplik der blev sendt til kongen i 1790. En supplik var et bønskrift eller brev, som man kunne sende til kongen for at få hjælp eller tilladelse til noget. Supplikken nedenfor blev sendt af en enlig mor, Mette Margrethe Rasmusdatter. Kvinden skrev til kongen, fordi faren til hendes barn, ikke ville bidrage til forsørgelsen af deres barn, som var født uden for ægteskab.

Kilde

”Til Kongen

Til deres kongelige majestæt, ser jeg elendige menneske i dybeste underdanighed, mig tvunget af nød til at henvende mig for at udbede mig Deres Majestæts landsfaderlige hjælp.

Jeg havde den ulykke at tjene på en gård med en karl, Lars Larsen, som gjorde mig gravid efter at han havde lovet mig ægteskab. Lige da jeg håbede, at han ville opfylde sit løfte, erfarer jeg, at han på samme tid havde gjort en anden kvinde gravid, som han siden giftede sig med. Selvom han nu ifølge faders pligt og hans majestæts lov, skulle bidrage sin del til vores barns eksistens, så har jeg på fjerde år endnu ikke modtaget mere af ham til hjælp end blot 10 rigsdaler. Han har godt nok sagt, han ville tage imod barnet og tage sig af det. Men dette tilbud har han blot givet, fordi han ved, at jeg efter moders hjerte umuligt kunne give mit barn til mishandling af ham og hans kone, som hader både mig og barnet, så at barnet dér, under den grusomste behandling, ville ende sine dage.

Da jeg selv må tjene penge og næsten ikke kan tjene nok til at købe det nødvendige til at mit barn kan blive passet hos fremmede, har jeg måttet pantsætte selv mit tøj for at brødføde de ……

I denne min store nød påkalder jeg da Deres Kongelige Majestæts nåde og hjælp. Det er umulig for mig at brødføde mit barn.

Af Deres Majestæts nåde beder jeg allerunderdanigst, at barnefaderen må blive tvunget til at bidrage sin andel til barnets eksistens. Ikke alene for de fire år i hvilke jeg alene har måttet brødføde barnet, hvorved jeg kunne være i stand til at få mit pantsatte tøj tilbage, men også for fremtiden hjælpe mig med at brødføde barnet indtil barnet fylder ti år. Eller at jeg må få hjælp til dette enten af amtet eller af en fattigkasse.

Fåborg den 2. september 1790

Allerunderdanigst
Mette Margrethe Rasmusdatter”

Kildeteksten er udgivet af og lånt fra danmarkshistorien.dk, og kilden kan læses her. Kilden er sprogligt og pædagogisk bearbejdet.