Fri abort i Danmark

I 1950´erne blussede debatten om abort op i samfundet igen. Fra midten af 1960´erne begyndte forskellige grupper at tale for at få en friere lovgivning på abortområdet. De mente, at det var kvindens ret at bestemmes om hun skulle gennemføre en graviditet. De danske politikkere stod i en svær situation. Mange mente, at abort var drab på fostre og at man derfor ikke kunne tillade en fri abort. På den anden side fik mange kvinder alligevel foretaget en abort. Mange kvinder søgte nemlig om at få lov til at få fortaget lovlige aborter hos en læge. Mange andre kvinder, der ikke havde fået lov til at få foretaget en abort, valgte alligevel at få foretaget ulovlige aborter. I 1972-73 ansøgte 12.052 kvinder om at få foretaget en lovlig abort. 10.540 fik tilladelse til at få en abort. Samtidigt mente man, at der blev foretaget mellem 15.000-25.000 ulovlige aborter hvert år.

Kilde 1

Kilden er en video, hvor kvinden Tulle fortæller om sine oplevelser med en uønsket graviditet og en ulovlig abort i 1957.

Kilde 2

I 1972 blev der fremlagt et forslag om at ændre abortlovningen i Folketinget. I teksten nedenfor kan du læse 2 partiers holdninger til fri abort, som de blev fremlagt af partiernes medlemmer. I Konservativt Folkeparti var medlemmerne af folketingsgruppen delte om spørgsmålet om at lave abortloven om. Et flertal af gruppen var imod at ændre loven.

”Knud Thestrup, det Konservative Folkeparti:
” Der står i denne sag to principper over for hinanden: princippet om kvindens ret til frit at råde over sin krop og princippet om livets ukrænkelighed. … Jeg finder det forkert, at man nu alene vil gå ind for det ene princip, nemlig kvindens ret til at råde frit over sit legeme, og ganske tilsidesætte det andet, princippet om livets ukrænkelighed. Det er dog ellers et princip, vi alle sætter meget højt og nødig afviger fra.

Vi kan heller ikke se bort fra, at der her i landet, som det i øvrigt blev nævnt af den foregående ærede taler, er et stort antal mennesker, der finder, at tilintetgørelse af liv strider ikke alene mod deres etiske, men også mod deres religiøse opfattelse. ….

Vi vil fra det flertals side i min partigruppe, jeg her taler for, ikke gå med til fri abort.”

Per Dich, Socialistisk Folkeparti:
”… Det har yderligere vist sig, at den usikkerhed, som mange kvinder føler over for mulighederne for at få gennemført en lovlig svangerskabsafbrydelse, har fået mange af disse kvinder til at søge den såkaldte sikre løsning: den ulovlige svangerskabsafbrydelse med alle de skæbnesvangre følger, den kan have. …

Beslutningen om svangerskabsafbrydelser er en meget alvorlig beslutning, det er en dybt personlig beslutning, og den kan og bør derfor ikke overlades til andre end kvinden selv, kvinden, som i sidste ende er den eneste, der helt og fuldt kan påtage sig det ansvar, der følger med beslutningen. ….

Det er ikke Folketingets opgave og bør ikke være det, at fortælle borgerne hvilken moral de skal leve efter. Lovgivningen skal give den enkelte den størst mulige frihed under ansvar over for sig selv og over for helheden.”

Kilde 3

I 1973 blev ændringen af loven vedtaget af et flertal i Folketinget. En kvinde kunne nå lovligt få foretaget en afbrydelse af sin graviditet inden 12 graviditetsuge. Teksten nedenfor er et uddrag af abortloven.

”§ 1. En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge ….”

Kilde 1 ”Tulle”er her gengivet med tilladelse fra producenten Copenhagen Film og TV.

Kilde 2 er et bearbejdet uddrag af folketingets debat vedrørende svangerskabsafbrydelse. Folketingstidende 1972-1973, Forhandlingerne s.1562.

Kilde 3 er et uddrag af ”Lov om svangerskabsafbrydelse af 13. juni 1973”, Lovtidende 1973 A s. 993-95.
Kildebillede: Kvindestemmer, ”Tulle”. Gengivet med tilladelse fra Copenhagen Film og TV