Gode råd til sunde mænd

I 1891 udkom en lille bog med gode råd til, hvordan mænd skulle holde sig sunde og undgå seksuelle fristelser.

Bogen hed ”En kraftig Manddom og dens Bevarelse” i Danmark. Bogen var skrevet af en engelsk præst ved navn Henry Varley, men blev oversat og udgivet af en dansk læge.

I kilden nedenfor ses et bearbejdet uddrag af Varleys bog. I uddraget skriver Varley om, hvordan unge mænd kan blive ødelagte, hvis de følger kroppens seksuelle lyster ved at onanere. Han skriver også, hvorfor han mener, at det er bedst at holde sig fra sex før man er gift – for både mænd og kvinder.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde 1

”Resultaterne af denne sørgelige uvane [onani] afspejler sig efterhånden tydeligt i hele drengens udseende. Ansigtet bliver blegt. Øjet taber sit naturlige liv og sin glans, musklerne bliver slappe, kødet bliver blødt og uden elasticitet, og stopper det ikke [onanien], får ansigtet efterhånden et grimt og gammelt udtryk. Påklædningen bliver sjusket, gangen usikker, og går han i skole, vil hans hukommelse blive dårligere, så at han har svært ved at lære sine lektier og let glemmer det han har lært. Han taber lysten til at stå op i god tid, hader anstrengelser og gyser for det kolde bad.”.
….
Det mest fornuftige og gode råd, der kan gives en mand i på det seksuelle område er at være afholdende, indtil han kan gifte sig. Dette kan jo virke strengt nok, og det bliver også forkastet af den ufornuftige, men at det er rigtigt og godt kan ikke diskuteres. Selvbeherskelse er en nødvendighed og væsentlig betingelse for den rette brug af en enhver kraft [Varley mente, at den mandlige kraft sad i mandens sæd, som derfor ikke skulle spildes].
….

Den unge pige, som ikke er lokket ind på usædelige veje ved dårlig opdragelse, ved dårlige romaner eller utugtigt selskab, har altid en levende følelse for ærbarhed og stor selvbeherskelse [kan styre sig selv]. Hun har som en gave fra naturen en stærk følelse for det sædelige [moralsk rigtige] og på en anden side for det som forarger og for skam. Beskedenhed og sædelig levemåde er derfor en ung piges fødselsgave og bedste smykke, og før den sande kvindelighed har taget skade og har givet plads for det mere dyriske, kommer årsagen til denne synd alene fra mandens side. Men er dette først sket[at kvinden har ladet sig forføre af manden og derfor er ødelagt], da findes der ikke en sanselig vanære [seksuel skam] så dyb, at hun ikke kan synke ned i efterhånden. ….”

Kilde 2

Fotografi af en såkaldt tvangshandske. Langt oppe i 1900-tallet blev onani set som farligt. Man troede at overdreven onani kunne være både fysisk og psykisk skadeligt. Nogle steder, eksempelvis på psykiatriske hospitaler eller på børnehjem, gik man langt for at undgå onani. Tvangshandskerne var stive læderhandsker, der blev bundet fast til sengen, så personen der havde dem på, ikke kunne bevæge sig.

Billedtekst:

”Han lider – som før berettet – af onani. Drenge i den alder, som lider af denne svaghed, sløves meget. Han har nu i to år ligget med handsker om natten, som forhindrer ham i at drive onani. Det er ganske klart for os alle, at det har været til stor hjælp for ham. Før en sløv, ugidelig og doven dreng, nu en flink, glad og frisk fyr. Drengen var i 12 år i 1923.”

 

Klik på billedet for et se en større version i en ny fane.

 

 

Kilde 1 er et pædagogisk bearbejdet uddrag af: Varley Henry : En kraftig Manddom og dens Bevarelse. Foredrag for ynglinge og Mænd. Kjøbenhavn, 1891, s. 7, -13,18.

Kilde 2 er et fotografi af en tvangshandske fra Forsorgsmuseet, billedtekst fra Protokol fra Raagelund Drengehjem, 1923. Foto: HistorieLab.

Kildebilledet er et modebillede fra slutning af 1800-tallet. Wikimedia Commons.