Alle kilder i temaet: Tema: Æstetik og frihed

Dette kildebanksemne handler om cyklen, æstetik og frihed – og cyklens rolle i Danmark. Til emnet knytter sig tre kilder og dertilhørende spørgsmål.

Udviklingen efter 1945

Jernhesten, asfaltcowboyen, rugbrødsmotoren – der er mange sjove ord, som vi forbinder med cyklen og det at cykle. Måske spiller cyklen en helt særlig rolle i Danmark. 

Efter anden verdenskrig kom cyklen ind i en krise og blev i 1960’erne afløst af bilen, som blev det nye transportmiddel og statussymbol. Cyklen og cykelsportens skønhed blev dog fremhævet af digteren og sportskommentatoren Jørgen Leth, som i 1967 udgav digtsamlingen ‘Sportsdigte’. ‘Sportdigte’ var især en hyldest til cykelsporten og cyklingens særlige æstetik – dvs. den skønhed, der er forbundet med cyklen og cyklingen. 

I 1973 var der oliekrise i Danmark, som førte til, at cyklens popularitet steg voldsomt. Povl Kjøller skrev Cykelsangen som en en hyldest til cyklen, som alle børn i 1970’erne og 1980’erne skrålede med på. Siden er Danmark blevet kåret som et af verdens førende cykellande med cykelstier i alle byer og mange reklamekampagner for at få danskerne til at cykle endnu mere. Også i udlandet blev cyklen ‘hip’ og rockbandet Queen skrev i 1978 sin hyldest til cyklen med i sangen Bicycle Race, som blev et stort internationalt hit. 

 

Jeg er så glad for min cykel…

Lige siden alle børn skrålede med på omkvædet til Povl Kjøllers cykelsang ‘Jeg er så glad for min cykel …’ har cyklen har spillet en stor rolle i mange berømte danske og udenlandske børnefilm og børnebøger. Forfatteren Flemming Qvist Møller skrev historien om Cykelmyggen Egon, fordi han efter sigende som barn var blevet ‘stukket af en cykelmyg’ og elskede cyklen lige siden. Anti-helten i Gummi-Tarzan er en lille kikset fyr, Ivan, som på et tidspunkt i bogen møder en heks, der lover at opfylde alle hans ønsker for én dag. Den dag kan Ivan cykle! I Peter-Pedal møder vi den nysgerrige lille Abe Peter, som kaldes Peter-Pedal, fordi ‘han er så flink til at køre på cykel’, som der står i bøgerne. 

 

Hipster eller el-cykel? 

Cyklen er stadig populær og cool. I dag bruger mange mennesker cyklen som en nem, billig og miljøvenlig måde at bevæge sig rundt på. De nye el-cykler, såkaldte e-bikes, er blevet vældig populære, fordi man nu kan cykle over længere afstande uden at blive træt. De seneste år er der også opstået en ny trend med at ombygge cykler, så de bliver enklere, lettere og uden gear. For såkaldte ‘hipstere’ er det den foretrukne måde at bevæge sig nemt og billigt rundt i midtbyen. I mange storbyer  verden over er der blevet skabt gode muligheder for cyklister med flere og bredere cykelstier og cykelparkeringsbåse.

Kilde 1: Cykelsange og digte
Denne kilde omhandler cykelsange og digte fra Jørgen Leth, Queen og Povl Kjøller. Kilden indeholder tre punkter med dertilhørende spørgsmål.
Kilde 2: Cykling og frihed
Denne kilde omhandler cykling og frihed. Kilden indeholder to punkter med dertilhørende spørgsmål.
Kilde 3: Smukke cykler
Denne kilde omhandler smukke cykler gennem tiden. Kilden indeholder tre punkter med dertilhørende spørgsmål.