
Vejle Amts Avis udkom fra 1828 til 1960. Den 19. december 1899 priste avisen Vejle som en sportsby, bl.a. med følgende ord:
Og dengang dyrkede mange vejlensere da også en eller flere former for sport. Det gjaldt også cykling, der var den nye sportsgren blandt de ældre. For omkring 100.000 danskere var cykling deres sport – eller retter motion – omkring år 1900.
Der var også en cykelklub i Vejle, der blev oprettet i 1897, og som afholdt cykelløb på sportspladsen ved Horsensvej. Og klubben havde en af tidens berømte cykelryttere, Rasmus Jørgensen, som omkring århundredeskiftet satte flere verdensrekorder, bl.a. i 24 timers løb og 1.000 km udholdenhedsløb.
Det bakkede landskab omkring Vejle er i tidens løb indgået i flere cykelløb. De mest udfordrende stigninger i Vejle er Kiddesvej med en stigning på 19 %. Cykelløbet Post Danmark rundt – nu PostNord Danmark rundt – har siden 2004 haft målby i Vejle med afslutning på Kiddesvej.
Og der er den 1,27 km lange Munkebjergbakke, der for cyklister er Danmarks hårdeste bakke at overvinde. Og så er der strækninger på Christian Winthersvej, hvor vejen i løbet af 350 m. stiger 57 m. Det giver en gennemsnitlig stigning på 16 %. I 2022 er Vejle startby for 3. etape af Tour de France.
Også andre byer i Vejle Kommune har spillet en rolle i forskellige cykelløb. Således var byen Give vært for DM i landevejscykling i 2021.
Eluf Dalgaard
Eluf Dalgaard (1929-2004) er en af Vejles mest berømte cykelryttere. Han arbejdede på andelsslagteriet, da han i 1948 fik den første store sejr i ”De unges Cykelløb”. Det store gennembrud skete i 1950 med en fin placering i et tredagesløb. I 1952 vandt han det svenske landevejs-seksdagesløb. Samme år flyttede han til Uppsala, hvor han arbejdede som cykelmontør. I 1950’erne vandt han flere løb, bl.a. DM i landevejsløb i 1954 og 1957. I 1958 deltog han i Tour de France, men måtte udgå efter 5. etape.
I en periode var Dalgaard professionel cykelrytter. I 1959 stoppede han karrieren og vendte hjem til fødebyen Vejle. Her arbejdede han som tankbestyrer frem til 1989.