Svenskerne var utilfredse med kong Erik

Blandt de svenske stormændvar der dog mange, som var vrede over, at Margrete og Erik lod udenlandske stormænd få magt i Sverige. Men så længe at Margrete levede, var der ingen, der turde gå imod dronningen.

Da Margrete døde i 1412 blev forholdet mellem Erik og de svenske stormænd dårligere og dårligere. De fleste af de kongelige slotte var bestyret af danskere eller tyskere i stedet for svenskere. Samtidig var stormændene trætte af, at Erik var i krig i over 20 år med grever i Tyskland. For at få råd til at gå i krig, krævede han mere og mere ind i skat af svenskerne. Og da det til sidst også begyndte at gå ud over den svenske handel med kobber og jern, var grænsen nået.

I området Dalarna, der ligger i Midtsverige, var der miner, hvor en stor del af det svenske kobber og jern kom fra. I det område var der danske slotsfogeder, der behandlede de svenske bønder meget dårligt, og det var der, oprøret mod kong Erik begyndte. Oprøret blev ledet af svenskeren Engelbrekt Engelbrektsson.

I kildeteksten nedenfor fortæller den svenske historiker, Carl Grimberg, om oprøret mod kong Erik i Dalarna. Kildeteksten er et oversat uddrag af en af Grimbergs historiebøger i bogserien ”Det svenske folks vidunderlige skæbne”. Bøgerne blev udgivet i 1930´erne, og blev voldsomt populære. I mange år blev svenske børn og unge undervist i svensk historie i Grimbergs bøger i folkeskolen.

Når der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.

Kildetekst

(Om kong Erik)
Værst af alt var imidlertid Eriks måde at regere over det svenske rige. Margrete havde vist, at hun følte sig dansk; Det var slemt nok. Men Erik var tysk og blev set som sådan; det var farligere….. I sidste ende herskede danskere og tyskere over næsten alle kronens større slotte. …. Stormændene led. Men de, der handlede, var de svenske bønder.

I godt tyve år havde Erik styret Sverige gennem udenlandske fogeder. Svensken er tålmodig. Men nu var det for groft. Den som kom up til Dalarnas bjerge, så snart, at noget usædvanligt var på færde. På folkerige pladser var minearbejdere og bønder samlede til møder, kraftige og hærdede væsner, vant til at svede og bryde bjergenes skatte uden at klage. Men de fleste ansigter vidnede om hård nød, alle om langvarige, tærende bekymringer. ”Kongen”, hørte man blive sagt, ”hvad har vi set fra ham? Jo skatter og atter skatter, sådan at mange af os nu må betale tyve gange så meget som vi plejede. Og det bare for at han skal holde på med krig, som slet ikke angår os her i Sverige. Har vi bønder ikke måtte lade alt, hvad vi høster, gå til skatterne, så vi knapt har mad til vinteren.”

…

(Om Engelbrekt)
Dalkarlenes lykke var, at de fik en dygtig leder i frelseren Engelbrekt Engelbrektsson, en minearbejder fra distriktet Kopparbeget af en velset og respekteret familie, som stammede fra Tyskland. Til ham vendte dalarmændene sig i deres nød. Det harmede ham at se svenske mænd og kvinder blive behandlet dårligt, og han påtog sig at rejse til kongen i Danmark for at skaffe retfærdighed.

….

Engelbrekt fortsatte befrielsesrejse gennem Gøtaland og inden for fire måneder blev hele landet ryddet. Der er et ordsprog, at under denne frigørelseskrig havde ingen svenskere mistet så meget son en hønes værdi. Så god havde ordenen været i de store bondeoprørshære. En vidunderlig begivenhed var dette almueoprør. Under ledelse af en mand, hvis tidligere virksomhed var fuldstændig ukendt, men nu som et slag stod frem som en statsmand og kriger, udbryder et folkeoprør…. En vidunderlig lykke fulgte denne mand overalt….”

Kilden er et pædagogisk bearbejdet og frit oversat uddrag af: Carl Grimbergs: Svenske folkets underbare öden – ”Det svenske folks vidunderlige skæbne”, 1939. s. 439-440.