I 1520 indtog dansk dansk-norske konge, Christian 2., Sverige. Han havde kæmpet om magten i Sverige i flere år, for han ville gerne være svenske konge. På den måde kunne han genskabe Kalmarunionen, som var brudt sammen.
I Sverige havde en svensk stormandsfamilie, kaldet Sturerne, siddet på magten i nogle år, og de ville ikke være i union med Danmark. Men da Christians hær havde erobret Sverige, måtte de svenske rigsråder anerkende Christian som konge. I forbindelse med kroningen af Christian som konge, blev der indkaldt til en stor fest i Stockholm, der varede flere dage. Også de svenske stormænd, som havde kæmpet imod Christian var med til festen. Kongen havde nemlig lovet at tilgive alle sine svenske modstandere, hvis de ville hylde som konge. På festens sidste dag skete der dog noget, som senere er blevet kaldt Det Stockholmske blodbad. Her blev en stor del af den svenske adel og en række præster og borgere anholdt. Mere end 80 af dem blev efterfølgende halshugget på torvet i Stockholm.
De omtalte personer i teksten er ærkebiskop Gustav Trolle og Sten Sture. Gustav Trolle ærkebiskop i Sverige, og han støttede den danske konges krav på den svenske trone. Mod ham stod Sturerne, som var en svensk adelsfamilie. Sten Sture den yngre kom i konflikt med ærkebiskoppen, og Sture sendte ham i fængsel og nedrev hans slot i 1517. Da Christian 2. erobrede Sverige i 1520 genindsatte han Trolle som ærkebiskop. Ved kroningsfestens sidste dag stod Gustav Trolle frem, og anklagede Sten Sture søn, Sten Sture den yngre, for at have nedbrændt hans slot og krævede erstatning. Faktisk blev Sten Sture og hans svenske tilhængere anklaget for at have begået kætteri. Kætteri betyder, at man har forbrudt sig mod kirkens lære. I Middelalderen var det en alvorlig sag at blive dømt for kætteri, for det betød dødsstraf.
Kildeteksten nedenfor fortæller om, hvad der skete under kroningsfesten og det efterfølgende blodbad. Forfatteren, Olaus Petri, var en ung præst i 1520, og hans biskop, biskoppen af Strangnäs, var en af de første, der blev halshugget. Petri var sandsynligvis selv til stede under begivenheder. Til gengæld skrev han først sin tekst lang tid efter at blodbadet fandt sted, enten i løbet af 1520´erne eller måske først i 1540´erne.
Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefeltNår der står “…” betyder det, at en del af den oprindelige tekst er udeladt.
Kilde:
“Da nu den fest… var forbi – om onsdagen derefter – begyndte man på et andet gæstebud. Da lod kongen alle de svenske herrer, sammen med de danske og tyske, samle sig i den store sal på slottet, og han havde ordnet det sådan, at ærkebiskop Gustav trådte frem og begyndte at klage over den vold, som var øvet imod ham sidste år af hr. Sten og hans medhjælpere, dengang Sankt Eriks slot var blevet nedbrudt og stor skade var gjort den hellige kirkes ejendomme. Derfor fordrede han, at Stäket… skulle opbygges igen, og al den skade, som han havde lidt skulle erstattes ham.
Dette gik hans retmæssige krav ud på, men kongen, som havde sat det i værk på denne måde, havde i sinde at opnå andet med samme klagemål, end ærkebispen kunne tænke. Thi han stræbte efter mangen en mands liv. Og eftersom ærkebispen ikke alvorligt nok stræbte dem efter livet, som han anklagede, blev kongen vred på ham og straffede ham siden med hårde ord derfor, så ærkebispen også blev bange.
…..
Om morgenen dernæst efter, som var ottende dagen næstefter allehelgensdag lod kongen blæse omkring med trompeter og udråbe, at ingen skulle gå ud af sit hus, men alle skulle blive derinde, hvor de var; og ved middagstid lod han bispen af Skara og bispen af Strängnäs først halshugget lige uden for rådstuen og hans hoved blev lagt imellem hans ben, det, som ikke skete med nogen andre.”
Kilden er et uddrag af Olaus Petri, ”En Svensk krønike”, gengivet i bogen ”Danmark i tusind år. Kilder til samfundets udvikling fra Vikingetid til Industrialisering” Hasen, Bent m.fl. 1986, s.73. Kilden er blevet pædagogisk bearbejdet.
Kildebilledet er Wikimedia Commons.