Gøngehøvdingen

Under flere af 1600-tallets krige mellem Danmark og Sverige kæmpede en del af befolkningen i Skånelandende på dansk side. Nogle af disse folk blev kaldt snaphaner. De kæmpede imod svenskerne, enten sammen med den danske eller hær eller sammen i små grupper.

En af de mest kendte snaphaner var Svend Poulsen, kendt som Gøngehøvdingen. Svend Poulsen blev sandsynligvis født i Skåne eller Halland omkring 1600-1610, som dengang var dansk territorium. Svend Poulsen kæmpede som dansk officer under i 5 forskellige krige fra 1645-1679. Under Anden Karl Gustav-krig organiserede Svend Poulsen en modstandsbevægelse, der kæmpede imod den svenske hær på Sydsjælland. Det er denne modstandskamp på Sjælland, som Gøngehøvdingen er mest kendt for.

I 1800-tallet blev historien om Svend Poulsen Gønge skrevet til en roman, Gøngehøvdingen. Den er skrevet af Carl Brosbøll (under navnet Carit Etlar) i 1853. I romanen er Gøngehøvdingen en romantisk helt, som er modig og ædel. Romanen blev meget populær og er blevet genoptrykt mange gange.

I 1990´erne lavede DR også en tv-serie om kampen mod svenskerne under Karl Gustav-krigene, også kaldet Gøngehøvdingen.

Både romanen og tv-serien bygger på fantasi, da man i virkeligheden ved meget lidt om, hvem Svend Poulsen egentlig var.

Kildeteksten nedenfor er et uddrag af Brosbøls roman, Gøngehøvdingen. Tekststykket handler om den danske konge, Frederik 3.s møde med Svend Poulsen. I tekststykket træder vi ind i bogen, hvor den danske konge og hans dronning, Sofie Amalie, holder fest på et slot i Sydsjælland. Festen bliver dog afbrudt af en jæger, der vil tale med kongen. Jægeren er Svend Poulsen, der har et tilbud til kongen.

Kildetekst

“Kongens ansigt antog atter sig godmodige smil. Han vedblev: ”Siden det var dig, så hørte du jo til gøngefolket i Småland.”
”Jeg gjorde så.”
”Et tappert folkefærd!” vedblev kongen, ”vi har ladet os flere af deres bedrifter fortælle. De havde sig også en anfører, der passede for dem, en modig og dristig hals, om hvem man vidste tusind gode historier at sige.”
”Ja!” svarede Svend. ”Det er mig”
”Nu i sandhed!” udbrød Frederik overrasket, idet han trådte hen til Svend og lagde sin hånd på hans skulder. ”Hvis det er dig, Gøngehøvding, skylder vi dig særlig gunst og nåde. Os har Gyldenløve fortalt, at du og dine folk ydede landet større tjenester end det dobbelte antal af hans regulære soldater, og at du altid var på færde, hvor det gjaldt om at vise en modig mands sindelag og handling.”
”Jeg vidste jo nok at Eders Majestæt ville genkende mig, når vi først kom til at tale sammen,” svarede Svend med en sikkerhed og uforstyrret selvtillid, som for tredje gang bragte kongen til at smile.
”Og hvilken tjeneste ønsker du af os til belønning? Forlang kun uden frygt og forbehold, og lad os høre dit hjertes mening.”
”Nu tager Eders Majestæt fejl, som jeg fornemmer. Det var ikke for at modtage nogen tjeneste, men for at tilbyde Eder min, at jeg er kommet herop i aften.”
……
”I sandhed, Gøngehøvding!” svarede kongen. ”Du forstår at vælge din tid heldigt til at komme med et sådant tilbud; aldrig før har Danmark haft brug for sine tro mænds hjælp som i denne svære tid. Derfor skal du igen samle dine folk….”
…..
”Sig os engang”, sagde dronningen til Gabel, ”hvorfra stammer dette folkefærd, som Hans Majestæt kalder for gøngerne? Synderlig stort må det vel ikke være, ikke heller synderlig kendt, siden jeg i aften for første gang hører det nævne.”
”Eders Majestæt har ret”, svarede Gabel. ”Men hvad de mangler i antal, har de i mod og manddom. Gøngerne er en lille folkestamme, bosiddende på grænsen af Bleking og Småland, to herreder i det nordlige Skåne, der er bjergfulde og dækket af store skove og moser. Foruden deres næsten eventyrlige mod besidder disse mennesker endnu en anden fuldkommenhed: de er næsten alle sammen udmærkede skytter. Man ser derfor næsten aldrig en gønge uden i selskab med sin bøsse. De bringer den med i enhver forsamling, ja, selv i kirken.”

…”

Kildeteksten er et pædagogisk bearbejdet uddrag af romanen ”Gjøngehøvdingen”, af Carit Etlar, Lademann Forlagsaktieselskab, København, s. 32-36.

Kildebilledet er lånt fra Wikimedia Commons.