
Ved nytår 1945 var de fleste klar over, at 2. Verdenskrig snart ville slutte – og at Hitlers nazistiske Tyskland ville tabe. Alligevel hævdede Hitler, at Tyskland ville sejre.
På østfronten havde der været nogenlunde ro siden oktober 1944, hvor tyskerne have haft held til at fordrive de russiske tropper, der var trængt ind i Østpreussen.
Men den 12. januar 1945 indledte den sovjetiske Røde Hær en offensiv mod Østpreussen, Danzig-området og Pommern. Målet var med alle midler at erobre Tysklands hovedstad, Berlin.
Den tyske civilbefolkning var skrækslagen, da Den Røde Hær nærmede sig. Og de havde grund til at være bange.
I 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen med en uhørt brutalitet, der kostede millioner af russere livet. Nu fik russerne mulighed for at hævne sig, og soldaterne i Den Røde Hær fór særdeles hårdhændet frem. Mord, plyndringer, mishandlinger og voldtægt hørte til dagens orden. Tilfangetagne tyske soldater blev sendt til arbejdslejre i det nordlige Rusland og ved Uralbjergene, hvor de fleste omkom.
Mange tyskere i den østlige del af riget ønskede at flygte til en vestlige del af Tyskland for at bringe sig i sikkerhed for Den Røde Hær. Men det tillod de tyske myndigheder ikke. Først i begyndelsen af februar gav Hitler ordre til at evakuere befolkningen fra den østlige del af landet til mere sikre områder.
Men det var for sent.
Den Røde Hær væltede frem. Folk flygtede over hals og hoved. En uge efter den sovjetiske offensiv var begyndt, var en række byer i Østpreussen erobret eller belejret. De sovjetiske kampvogne nærmede sig Danzig. Det betød, at Østpreussen blev afskåret fra det øvrige Tyskland. Mange hundrede tusinde flygtninge var omringet.
Vejene fyldtes af endeløse rækker af frysende og sultne mennesker, der søgte mod Østersøen. Den eneste måde at komme væk var med skib. Ellers endte man i russisk fangenskab.
Skibe og både var overfyldt med desperate flygtning. Men i Østersøen var de heller ikke sikre. Mange flygtningeskibe blev sænket af sovjetiske ubåde og britiske jagerfly. I hundredetusinde vis flygtede tyskere fra den østlige del af riget. De fleste kom til den vestlige del af Tyskland, men ca. 240.000 kom til Danmark.