1. Flugten fra Østpreussen
2. Ankomsten til Danmark
3. Efter befrielsen
4. De store lejre
Den 29. august 1943 gik den danske regering af. I stedet var det direktøren i udenrigsministeriet Nils Svenningsen, der repræsenterede de danske myndigheder, og som forhandlede med de tyske besættelsesmyndigheder. I slutningen af januar 1945 meddelte besættelsesmagten, at Danmark skulle tage imod op mod 10.000 sårede tyske soldater. Svenningsen protesterede, men det hjalp ikke noget. Allerede i begyndelse af februar gav Hitler besættelsesmyndighederne i Danmark besked på, at op mod 80.000 flygtninge midlertidigt skulle opholde sig i Danmark. Det blev til mange flere, som ankom med skib eller tog. Frem til begyndelsen af maj ankom der ca. 240.000 tyske flygtninge til Danmark.
I foråret 1945 var det klart, at Tyskland ville tabe krigen i løbet af få måneder. De fleste danskere glædede sig til, at landet blev frit igen. Mange oplevede det som en ny besættelse, da flygtninge i tusindvis strømmede ind i landet. En del danskere havde pårørende eller bekendte, som var arresteret, mishandlet eller dræbt af Gestapo eller det brutale nazistiske hjælpepoliti, Hipo. Så hvorfor skulle man have medlidenhed med de tyske flygtninge?
De fleste danskere brød sig ikke om de tyske flygtninge. Der var dog forskelle. På landet var der færre konflikter mellem modstandsbevægelsen og besættelsesmagten. Så her vakte synet af de udsultede og syge flygtninge ofte medlidenhed. Men i byerne – især i København – hvor folk dagligt var vidne til Hipos og Gestapos terror, fik flygtningene ikke megen medfølelse.
I begyndelsen blev flygtningene indkvarteret i bygninger, som tyskerne i forvejen havde beslaglagt. Men de blev hurtigt fyldt op. Så besættelsesmagten beslaglagde skoler, forsamlingshuse, badehoteller, sportshaller osv. Således blev 54 af Københavns 70 skoler beslaglagt. Det betød, at eleverne måtte undervises i kældre, kirker og andre lokaler.
Besættelsesmyndighederne og nazistiske aviser appellerede til den danske befolkning om at have medfølelse med flygtningene. De illegale blade advarede folk mod at falde for den medlidenhedskampagne. Ifølge de illegale blade flygtningene skyld i, at der manglede mad og brændsel. Og så var flygtningene ovenikøbet utaknemmelige og uhøflige.
Det skabte især vrede i befolkningen, at besættelsesmagten krævede, at den danske stat betalte kost og logi til flygtningene. Dertil kom lommepenge: 2 kr. pr. mand, 1 kr. pr. kvinde og 50 øre pr. barn. Det var mere end arbejdsløse danskere fik i understøttelse.
Under besættelsen havde de tyske myndigheder ansvaret for de tyske flygtninge. De sørgede for indkvarteringen. Læger og sygeplejersker fra Tysk Røde Kors behandlede de syge og fik flygtningene vaccineret, så der ikke opstod epidemier.
Men i slutningen af april mistede besættelsesmagten kontrollen med danskerne og overblikket over flygtningene, der strømmede til landet. De nyankomne fik ikke mad. De syge blev ikke behandlet, og de døde ikke begravet. Efter befrielsen fandt man i pakhuse og i skolers kældre flere hundrede lig af flygtninge.
