”Efter kapitulationen (da Tyskland overgav sig) måtte vi principielt ingenting. Indimellem fik vi alligevel udgangstilladelsen. Men så risikerede vi, at folk spyttede på os og sparkede til os. Jeg forstod det ikke. Men mor lærte mig, at de, der spyttede én i ansigtet, var unge fløse, der ikke tænkte sig om. […]
Ude på kirkegården mødte vi en dansk dame. […] Det var ikke fordi vi var lasede – hullerne havde mor lappet – men vi var fattigt klædt.
Damen skræppede op: ”Ja, der står I nu. Det har i rigtig godt af. I har selv været ude om det.” Men så skete der et eller andet med min mors kropssprog – hun var sådan en lille spinkel en – hun rettede sig op og sagde på tydeligt sønderjysk: ”Jeg synes, De skulle skamme Dem.”
Københavnerinden vendte sig om og gik.”
(Kilde: Thomas Harder: De uønskede. De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949. 2020)