1. Flugten fra Østpreussen
2. Ankomsten til Danmark
3. Efter befrielsen
4. De store lejre
I slutningen af juli 1945 meddelte briterne, at de tyske flygtninge i Danmark ikke kunne sendes hjem foreløbigt. Årsagen var, at de allierede (Storbritannien, USA, Frankrig og Sovjetunionen) var blevet enige om, at Tyskland skulle deles i fire besættelseszoner, og at Tyskland skulle afgive store landområder i den østlige del af riget. Langt de fleste tyske flygtninge i Danmark kom fra den østlige del af Tyskland, som Tyskland skulle afgive til Sovjetunionen og Polen. I disse områder var man allerede i gang med at tvangsforflytte tyskere mod vest. I alt blev omkring 7 mio. tyskere tvunget til at forlade deres hjem. Så de tyske flygtninge i Danmark kunne ikke vende tilbage til deres hjemegn.
I Tyskland var der nød og kaos. Byerne lå i ruiner, og mange havde mistet hus og hjem. Der var mangel på tøj, og millioner af mennesker sultede. Derfor var hverken Sovjetunionen, Storbritannien eller Frankrig interesserede i at modtage flygtning i deres besættelses-zoner. Og i Danmark havde flygtningene jo tålelige forholde. Derfor måtte Danmark acceptere, at flygtningen blev i landet ind til videre.
Den danske regering måtte gøre noget – og det skulle gå stærkt. I København og i andre større byer truede forældrene med at holde deres børn hjemme fra undervisningen, hvis ikke de tyske flygtninge kom væk fra skolerne. Det var heller ikke holdbart, at tusinder af flygtninge var stuvet sammen i fabriks- og idrætshaller. Her lå de – gamle, børn, syge og raske mellem hinanden – på halm og tæpper, der var spredt ud på gulvet.
I løbet af september 1945 var de fleste skoler frigivet, og flygtningene samlet på 6-700 indkvarteringssteder. Ved nytårstid var der sket en yderligere samling, og antallet af indkvarteringssteder var halveret. Et halvt år senere i sommeren 1946 var flygtningene samlet i ca. 140 lejre.
Lejrene blev placeret, hvor den tyske besættelsesmagt havde haft flyvepladser eller andre militære anlæg. Barakker fra forladte tyske anlæg blev flyttet til lejrene. Og for at skaffe husly købte staten ca. 2.000 barakker i Sverige.
Nogle af lejrene var store. Den største var Oksbøllejren ved Esbjerg, hvor der på et tidspunkt var indkvarteret ca. 36.000 flygtninge. Det gjorde lejren til en af de største byer i Danmark. På Amager opførtes lejren Kløvermarken til 19.000 flygtninge. Ved Karup, sydvest for Viborg, havde besættelsesmagten anlagt en flyveplads. På dens område blev der indrettet en dobbelt-lejr Grove-Gedhus, hvor ca. 15.000 flygtninge blev anbragt.
For flygtningene blev forholdene lidt bedre. Men de måtte stadig ikke forlade lejrene, og der blev ført strengt opsyn med dem. Først i foråret 1946 fik flygtninge lov til at skrive breve til deres slægtninge i Tyskland. De danske lejrledere censurerede alle brevene.
Selv om deres land lå i ruiner ventede de fleste flygtningene utålmodigt på at vende tilbage til Tyskland. De første hjemsendelser begyndte i november 1946. Men på grund af den hårde vinter blev de indstillet ind til foråret 1947. Den 15. februar 1949 – fire år efter de første tyske flygtninge kom til Danmark – kørte toget med de sidste flygtninge over den dansk-tyske grænse.
