Slaveoprør på skiib

Lægen Paul Edmann Isert besøgte i 1780´erne både de danske forter i Afrika og sejlede med et slaveskib til Vestindien.

Isert sendte breve hjem, om sine oplevelser på kysten. I uddraget nedenfor fortæller han i et brev til sin fra 1787 far om sine oplevelser på et slaveskib, og om hvordan de sorte blev behandlet. På vejen gjorde slaverne oprør, der dog mislykkedes.

Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde:

”Den alt for strenge behandling, som disse ulykkelige ikke sjældent må lide af barbariske skippere, bringer dem ofte til at sammensværge sig mod magten. De lægger råd [holder møder] op om natten og beslutter, hvorledes de vil lade skibet drive til land. I almindelighed sker sådanne slaveoprør enten på rheden [ankerplads udenfor havnen] eller i de første dage, mens skibet sejler i nærheden af kysten.(…)

Et slaveskib har midtskibs og tværs over dækket en høj og stærk bræddevæg, som man kalder skansen, og som på den side, der vender mod forstavnen af skibet, er yderst glat, så at slaverne ikke kan få fat noget sted med fingrene. Oven på denne væg er der så mange små kanoner og geværer, som der kan være. De er altid ladte, og de affyres hver aften for at holde slaverne i frygt. På skansen står altid vagt, som holder skarpt øje med alt, hvad negrene foretager sig. (…)

Mændene er altid lænkede sammen parvis, den enes hånd til den andens fod. Desuden er de i hele rækker lænkede til hverandre ved fødderne med tunge lænker, for at de ikke uden tilladelse skal rejse sig op, og ikke bevæge sig fra stedet, undtagen når de om morgenen kommer op på dækket og om aftenen bliver lukkede ned under dækket. Men da de er så mange, kan de kun hver anden dag glæde sig ved at komme op; hver anden må de blive nede, hvor de er sammenpakkede som sild i en tønde.

[Isert fortæller så om, hvordan slaverne gjord oprør, som dog blev nedkæmpet uden at nogle hvide mistede livet.]

Uden dette ulykkelige oprør vilde vi have haft en meget heldig rejse, idet kun syv negre døde undervejs, hvilket er meget få af så mange mennesker i sådanne forhold. Man har eksempler på, at skibene ikke har bragt flere end halvdelen til Vestindien af de slaver, de havde tilhandlet sig [købt] på den afrikanske kyst. Den lange rejse og især negrenes behandling er for en del årsag til den store dødelighed på slaveskibene. På dette skib blev den største renlighed overholdt, og slaverne skulle hver anden dag være på dækket og røre sig, så meget som pladsen tillod.”

 

 

Uddrag fra Ingeborg Raunkiær: Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87. G.E.C Gad, København, 1917, side 165 ff.