Mandskab under angreb

Uddrag fra en skibsprotokol fra 1775, der beskriver et slaveopstand på slaveskibet ”Christiansborg”.
Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Kilde:

”Den 26. om morgenen kl. 5 som sædvanlig åbnede vi en fjerdedel af vores store luger for at kalde 4 styk af dækslaverne op til hjælp med at gøre rent skib sammen med søfolkene og nogle få, 4-5 styk, andre mandsslaver. Dette arbejde var knap nok kommet i gang, før jeg gik ned fra dækket i kahytten.

Kort derefter hørte jeg over mig en stærk tummel og alarm. Derpå blev råbt ned, at slaverne angreb os. Jeg greb da 2 hukkerter [sværd], én gav jeg overstyrmanden, og én beholdt jeg selv. Da vi kom op – hvad der ikke var sent – erfarede vi, at 30-40 mandsslaver var rundtom, for og agter på dækket. Nogle havde knive, nogle andre havde håndvåben af træstumper, og nogle skreg af fuld hals. (…)

I dette oprør, overløb og angreb blev 4 af de hvide stukket og skåret af negrene, meget nær dødsstik. Dog håber jeg, de kan nok endnu kureres. (…) Vi havde langtfra ikke kræfter imod dem, men vi manglede ikke mod, og Guds hjælp stod os bi, så at vi fik de fleste fast. Dog sprang mange overbord, som vi aldrig kunne få. (…)

Nu gik det videre med skyderi og stormløben imod os (…) Vi værgede os imod dem, til sidst – af mangel på krudt – med varmt vand, men slaverne havde krudt og kugler nok. De kom op til os (…) 3 af mine folk blev skudt, en i låret og to i ansigtet. (…) Jeg så mig ikke overvundet endda, men jeg kunne heller ikke andet end at søge mod land med skibet. ”

 

 

Billede af den originale skibsprotokol. Billedet er lånt fra Rigsarkivet. Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

 

 

 

Kilden er et bearbejdet uddrag af en bearbejdet udgave slaveskibet Christiansborgs skibsprotokol, 26. februar 1775. Kilden er lånt fra Rigsarkivets kildepakker.
Link: http://kildepakker.sa.dk/undervisning/wpcontent/uploads/sites/12/2015/02/tl_slavehandel_05_lsv_Slaveoproer.pdf