Døden med ombord

Skibsprotokol fra slaveskibet ”Christiansborg” som sejlede fra Afrika til Vestindien i 1775.
Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefelt

Sejlturen tog ofte 2-3 måneder. Den lange tur var hård for sømændene, der ofte blev syge af mangel på ordentlig kost. Slaverne, der fik endnu dårligere kost, led også under at være spærret inde på meget lidt plads i lang, og sygdomme spredte sig hurtigt. Mange slaver og sømænd døde på sejlturene. Teksten er bearbejdet.

Kilde:

“Den 1. juni: Slaverne meget medtaget af skørbug [sygdom pga. mangel på c-vitamin], de blev smurt med palmeolie. … 6 mands- og 2 kvindeslaver i sygelukafet [sygekahytten]. En fin mandsslave død af skørbug, brændemærket foran på højre lår.

Den 4. juni: Om morgenen 1 kvindeslave fødte, fik 1 pige. 1 mandsslave død af skørbug og 1 ditto dreng … samt en mandsslave, som var brændemærket bag på højre lår.

Den 5. juni: Om eftermiddagen blev slaverne behandlet så godt, som muligt var. 7 mand og 2 kvindeslaver i sygelukafet. En kvindeslave død.

Den 8. juni: Slaverne blev vasket og smurt med palmeolie. … 8 mands og 1 kvindeslave i sygea. En fin mandsslave død, 1 kvindeslave død, 1 pigeslave død.

Den 13. juni: Slaverne kom op, alle blev løsladt af jernene [lænkerne], fik vand og brændevin, fortsatte med at barbere slaverne. Om eftermiddagen smurte slaverne sig med palmeolie … fik vand og dobbelt ration mad. 1 mandsslave død, gammel og udtæret.

Den 15. juni: Kom til ankers [ved byen Christiansted på St. Croix]. … 8 mandsslaver i sygelukafet.

Den 16. juni: 1 fin mandsslave død.

Den 18. juni: Om morgenen sendte chaluppen [lille robåd] i land for at hente grønt til slaverne. … Slaverne fik også medicin. 1 mandsslave død. … Slaverne blev hele dagen sat til at danse og springe, fik brændevin.”

 

Billede af den originale skibsprotokol. Billedet er lånt fra Rigsarkivet. Klik på billedet for at se en større version i en ny fane.

 

 

Kilden er en bearbejdet udgave af en bearbejdet udgave af en skibsprotokol fra skibet Christiansborg, 1.juni-18.juni, 1775.
Kilden er lånt fra Rigsarkivets kildepakker.
Link: http://tikitoki.skoletube.dk/timeline/entry/99179/RIGSARKIVET-Den-danske-slavehandel-Kilder-til-Folkeskolen/#vars!panel=664391!

Direkte link til læsevenlig udgave:
http://kildepakker.sa.dk/undervisning/wp-content/uploads/sites/12/2015/02/tl_slavehandel_06_lsv_EnDoedsensfarligSejltur.pdf