Lægen Paul Edmann Isert besøgte i 1780´erne både de danske forter i Afrika og sejlede med et slaveskib til Vestindien. I brevet nedenfor fortæller han om forholdene for slaverne på øen Skt. Croix.
Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefeltNår der står (…) betyder det at en del af den oprindelige tekst ikke er taget med.
Kilde:
”(…) Jorden hakkes til dyrkning i den ulykkelige negers sved, og da prisen for negre stiger hvert år, presser planterne [plantageejerne] så meget arbejde af dem som muligt uden at dræbe dem.
Den almindelige behandling af disse stakler, især dem som arbejder ved markarbejde, er udenfor al menneskelighed. Jeg så det. Åh, havde jeg dog aldrig set det. Jeg så, hvordan man for små, ofte indbildte overtrædelser bandt dem til pælen og offentlig med slavepisken flænsede deres kød. De flestes ryg bærer for livstid blodige beviser på mishandling med pisken. Men det er ikke altid nok, at man blot hugger deres hud af; nej! Det ville være en for kortvarig smerte. Også bagefter skal de føle! Man smører derfor sårene ind med spansk peber og salt! Og hvad var det så for en forbrydelse, hvorfor den arme synder fortjente sådanne dødspinsler? Løbet maron (løbet bort) er den hund! (…)
(…) De fleste af negrenes overtrædelser er de hvide selv skyld i. De forlanger, at negrene skal være dem tro, ikke løbe bort, og dog giver de dem selv grund dertil, idet de dels giver dem for dårlig føde, del ikke engang giver dem nok. (…).
Det er sørgeligt at se disse ulykkelige blive dreven til arbejdet, der begynder allerede før solopgang og først ender sent om natten. (…). De vedholdende strabadser og pisk i forbindelse med en en elendig kost, dræber eller ødelægger snart den virkelig velskabte neger.(…)”
Kilden er en bearbejdet udgave af et uddrag af Ingeborg Raunkjærs oversættelse af Lægen Paul Iserts Breve, 11. brev, s. 178-181.
Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87, Ingeborg Raunkjær, København, 1917.