Sophie Petersen var geograf og pædagog, som udgav flere bøger og hun rejste en del, bl.a. til de gamle danske tropekolonier. Hendes hovedværk, Danmarks Gamle Tropekolonier fra 1946, betød meget for synet på Danmarks kolonihistorie i mange år. Sophie Petersen skrev bl.a. om Vestindien og det slaveoprør, der fandt sted på på Skt. Jan i 1733.
Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefeltKilde:
”St. Jan var taget under kultur [opdyrkning] i 1717; men negerslaverne her tilhørte den særligt vilde og krigeriske Elminastamme, og en novemberdag i 1733 rejste de sig i et blodigt oprør mod de hvide.
Øen var dengang beboet af omkring 200 hvide og 1000 Neger-slaver. En lille flok negre listede sig en tidlig morgen op til ‘Frederiksværnfortet’ på øens østside ved Coral Bay bærende brændeknipper, hvori de havde skjult deres macheter [knive]. De overmandede besætningen, og kun én soldat undslap og kom over til St. Thomas, hvor man straks satte sig i bevægelse for at sende hjælp.
Men forbindelsen mellem de to øer var langsom i de tider; det tog tid for et sejlskib at krydse op mod passaten [vinden], og imens rasede oprøret videre på St. Jan. Så snart negrene var blevet herrer på fortet, affyrede de tre skud med kanonerne på bastionen, hvilket meldte de sammensvorne ud over øen, at den første sejr var vundet. Så begyndte angrebet på plantagerne, de rasende slaver trængte ind i hjemmene, dræbte beboerne og ødelagde møbler, spejle, glas og i det hele taget alt, hvad der kom inden for deres rækkevidde.
Oprøret var begyndt på østsiden og bredte sig nu videre mod nordvest. Sydkystens plantageejere flygtede over til St. Thomas, mens nordkystens i tide forskansede sig på Peter Duurloos plantage, da de så røgskæret fra østkystens flammende plantager. Det lykkedes dem at holde oprørerne stangen, til hjælpen fra St. Thomas var nået frem, og militæret kunne tage kampen op mod slaverne. Dækket af soldaternes geværer slap de hvide ned til kysten og indskibede sig til St. Thomas. Men af en hvid befolkning på 200 var de 76 blevet mishandlet og myrdet af de sorte.
Nu stod der tilbage at bekæmpe resterne af den vilde negerflok, som havde opgivet fortet, da de ikke længer havde ammunition, og var søgt op i bjergene, hvor de gemte sig i det uigennemtrængelige junglekrat. Da denne guerrillakrig (…) trak i langdrag, måtte man bede englænderne om hjælp. De kunne dog heller ikke klare situationen, ikke én negerslave faldt for de engelske kugler, og først da franskmændene, som vi altid stod på god fod med, efter opfordring sendte en styrke på omkring 400 Mand til St. Jan, lykkedes det endelig i maj 1734, altså efter et halvt års kamp, at få ende på oprøret. Men øen var ødelagt, næsten alle plantager var brændt, og mange af de hvide dræbt.
Negerfangerne fik meget hårde straffe, fire blev således dømt til at arbejde sig ihjel ved fæstningsarbejde på Christiansværnfortet på St. Croix.”
Ordforklaring:
Guerillakrig: en krigsform. Ofte en krig mellem en f.eks. en regering og en modstandsgruppe af civile, der gør oprør.
Kilden er et bearbejdet uddrag fra Sophie Petersen: Danmarks Gamle Tropekolonier. H. Hagerup, København 1946, side 310-313.