Slaverne gjorde oprør rundt omkring på naboøerne, Storbritannien afskaffede slaveriet i 1834 og utilfredsheden blandt slaverne ulmede på De Dansk Vestindiske Øer – presset på kongen og hans regering steg. I 1847 skrev kongen et reskript, der havde til hensigt at bestemme, hvordan overgangen fra slaveri til frihed skulle foregå.
I befalingen argumenterede kongen for, at det var af hensyn til både menneskelige motiver, plantage- og slaveejernes egen interesse og kongens personlige ønske, at slaveejerne ikke længere skulle have ”rådighed” over slaverne – altså at de ikke længere skulle kunne eje slaver. Dermed ville slaveriet ophøre. Fra den dag loven blev indført, skulle alle slavebørn være frie – men alle voksne slaver ville først blive frigivet 12 år efter, altså i 1859.
Klik her for at kopiere kildens link oppe i hjemmesidens adressefeltKilde:
“Det er vor, ved retfærdigheds- og humanitets-motiver og ved hensyn til vore vestindiske koloniers vel og planternes [plantagejernes] egen interesse fremkaldte kongelige vilje, at den rådighed over de ufrie [slaver], hvoraf ejerne for tiden er i besiddelse, skal ophøre, dog således, at denne forandring, for at vedkommendes tarv kan blive iagttaget og de fornødne forberedelser til overgangen trufne, skal indtræde 12 år efter datum (…)
Det er derhos vor allerhøjeste vilje, at børn af ufrie, som fødes efter datum af denne vor allerhøjeste resolution, skulle fra fødslen af være frie, men dog forblive hos mødrene eller forældrene under visse bestemmelser (…).”
Kilden er et bearbejdet uddrag af: Algreen-Ussing: Kongelige Reskripter og Resolutioner, Reglementer, Instruxer og Fundsatser samt Kollegialbreve…. For Aaret 1847, s. 181-182, Kjøbenhavn, 1853.